215 / 392
208
Omflakkende Liv
Doktor havde udisputeret Ret til at betræde vort Universi
tets Katedre, og det har nok ogsaa været stadig Praxis, at
saadan Ret uden videre indrømmedes, naar derom ytredes
Ønske. Men anderledes med Brandes; han er nu et skabbet
Faar. Danmarks og hele Nordens fortrinligste Kritiker og
Æstetiker vilde rimeligvis komme til at besudle vort Uni
versitets Lærestole ved at betræde dem; Universitetets Ære
stod paa Spil, den rene Lære var i Fare; de højværdige
Teologer var bange for, at Brandes ved sin Nærværelse
skulde rokke Filologernes og Juristernes allerede vaklende
Ortodoksi; nok er det, efter et Kollegiemøde paa 2 Timer
blev det negtet Brandes at betræde
domus académica.
„Nu, dette er Forspillet; saa gaar da Teppet op, og vi
finder Georg Brandes i Studentersamfundets store lysende
Sal, ligeoverfor en talrig Forsamling af Kristiania intelligen
teste Publikum. Der fortælles, at den Sal ogsaa forsøgtes
stængt ved en kollegial Advarsel, men som venteligt var, —
her frugtede den ikke.“
Naturligvis blev Kollegiets Adfærd til Gengæld med
Varme forsvaret i den konservative Presse,
Aftenbladet,
Morgenbladet
osv. der havde langt større Læsekres og nød
en Anseelse, der paavirkede en Fremmed humoristisk.
Morgenbladet
bragte til en Begyndelse en Række af seks
ledende Artikler,
Aftenbladet
lagde sig endnu ivrigere i
Selen. Arne Garborg, som paa dette Tidspunkt var liden
skabeligt ortodoks, hævdede i mægtigt lange Artikler Kolle
giets Ret til at holde en Fare og Fjende som mig ude
fra Universitetets Høresale. Bevisførelsen var naturligvis,
at jeg som Agitator stod udenfor Loven. — Universitetet var
en kristelig Indretning; det skulde være en Opdragelses
anstalt, en Ammestue, for Embedsmænd. Redaktionen selv
tog Garborg ivrigt under Armene, da han blev imødegaaet.
Og nu optraadte desuden Jonas Lie. Det var, som man