218 / 392
Omflakkende Liv
211
Foredrag, hvoraf vi beklager, at vi kun kan levere en meget
ufuldkommen Gengivelse. Taleren udtalte sin Glæde over
den velvillige Modtagelse og de mange Beviser paa Sym
pati, han under sit Ophold her paa faa Undtagelser nær
havde modtaget saavel af Modstandere som af Venner. Han
havde i disse Dage fra mange Hold hørt udtale, at man
heroppe nok kunde behøve en Mand som Taleren. Disse
Udtalelser havde vakt hans Forundring. Han kunde ikke
forstaa, hvorfor man i et Land, der stod saa højt, som Norge
i mange Henseender gør, et Land, hvis Digtekunst var den
første i Norden, hvis Malere og Billedhuggere indtog en
saa fremragende Plads, og som til næsten alle Videnskabens
Felter havde leveret fortrinlige Bidrag, — hvorfor man der
kunde behøve en „Agitator“ som Taleren. Jo, svarede man,
— vi lider under et aandeligt Tryk heroppe; vi har ikke
engang den simpleste Religionsfrihed; en frisindet aandelig
Bevægelse nu vilde være til mere Skade end Gavn, Tiden
er endnu ikke kommen. Taleren maatte her tænke paa
en Anekdote, som han erindrede fra sin Ungdom. En
liden Gut ved Navn Julius, Søn af en kjøbenhavnsk Pro
fessor, blev sat i en Skole, hvis Lærerpersonale bestod af
gamle Jomfruer, der efter bedste Evne søgte at meddele
Barnet sin Visdom og omhyggeligt sørgede for at notere de
Fremskridt, Gutten gjorde i Ugens Løb, i hans Karakter
bog. Imidlertid kom det allerede første Uge til at hedde:
Julius kan ikke sin Tabel. Og saaledes Uge efter Uge:
aiter
kan Julius ikke sin Tabel. Da skrev Guttens Fader,
Professoren, tilsidst i Karakterbogen en Anmærkning, der
vakte Jomfruernes højeste Forfærdelse; den lød saaledes:
Vil De da ikke være af den Godhed at
lære
Julius hans
Tabel? Denne Historie lod sig maaske anvende her. Man
klagede og man klagede over det Tryk, hvorunder man her
oppe led. Taleren maatte da spørge: Kan De da ikke være