313 / 392
306
Indlevelse i Berlin
øste af den, og tillige en Digter, hvis flygtige Ytringer var
baarne af Fantasi, saa selv det ringeste, han sagde, forblev i
Ens Erindring. Jeg mindes bitte smaa Iagttagelser, han hen
kastede. En Dag da han vilde indprente, hvor let den, der
blot en kort Tid undlader at kæmpe for Livet, kan komme
til at gaa nedenom og hjem, sagde han f. Eks.: „Med den
første afrevne Veste- eller Frakkeknap, der ikke bliver syet
i, begynder det uafvendelige Forfald“. Jeg har aldrig kunnet
glemme den Knap..
Friedrich Spielhagen
indtog en lige saa stor literær og
en betydeligere selskabelig Stilling. Han førte Hus, havde en
Kres af Beundrere og Beundrerinder, en større af Venner
og Bekendte, var en forstandsklar, veltalende og beaandet
Mand, lige saa stærkt politisk som literært interesseret.
Næst ham var vistnok
Hans Hopfen,
hvem jeg lærte
at kende i det Bernstein’ske Hus, senere traf allevegne, den
mest ansete Fortæller. Han var Bairer,
Naturhursch,
gik
aandeligt talt i den sydtyske Joppe, havde et solidt Talent
med en vis Krydderduft af Jordbunden, men var ingen til
forladelig Kunstner, kunde efter korte, kærnerige Noveller
levere opspædte tre Binds Romaner, som man ikke kom
igennem. Der var i hans Væsen Djærvhed, Drøjhed, god
Iagttagelsesevne og nogen ubehersket Grovhed.
Et fremragende Talent som Digter og Journalist var
Theodor Foniane,
bekendt som Krigskorrespondent, som en
Lyriker, der forstod at træffe Soldatertonen, og som original
Prosaist. Hans Novelle
L’Adultera
blev meget beundret.
Han fandt som fin Esayist med Rette, at mit Essay om Paul
Heyse ikke rigtigt havde malet Manden.
28
.
En Digter, hvis Poesier gik af som varmt Brød, men
som ganske manglede Oprindelighed, var
Julius Woljf,
hvem