319 / 392
312
Indlevelse i Berlin
En ung Dansk, som overflyttede sin Virksomhed fra
Danmark til Tyskland, bragte mig endelig i Berøring med
det da yngste Kuld af Literatur-Elskere og Kritikere, den
nærmeste Fremtids Mænd. Hans Navn var
Julius Hojfory,
og hans Skæbne er betegnende for Datidens danske Til
stande. I den kjøbenhavnske Studenterforening havde han,
der sad inde med stor Evne til at efterligne Stemmer, en
Aften i sine Kameraters Kres gjort en Aarhus-Degn efter,
som var bekendt for sin snurrige Røst og komiske Messen.
Hoffory blev saa af en gudhengiven Sjæl angivet til Se
nioratet som Gudsbespotter, og der stilledes ham Valget mel
lem at gøre en Undskyldning eller at udstødes af Forenin
gen. Han, der ansaa sig for ganske uskyldig, foretrak det
sidste. Da han mange Aar efter vilde habilitere sig ved
Kjøbenhavns Universitet, erfor han, at denne gamle Historie
endnu var i levende Erindring og sikkert vilde spærre Uni
versitetsbanen for ham. Han gik da til Tyskland, lod sig
naturalisere og opnaaede i en ung Alder Udnævnelse til
Professor i nordiske Sprog ved Berlineruniversitetet.
Hoffory, der var mig oprigtigt og varmt hengiven, og
uegennyttigt glædede sig over min voksende Navnkundighed,
var Elev af Wilhelm Scherer og inderlig Beundrer af Henrik
Ibsen, havde ogsaa gjort dennes personlige Bekendtskab.
Han bidrog gennem sit Venskab med
Otto Brahm
og
Paul
Schlenther
mere end nogen anden til at befæste Ibsens
Ry i Tyskland; thi disse to unge Mænd stillede sig det
til Opgave at indvie deres Landsmænd i Forstaaelsen af den
epokegørende norske Digter.
Otto Brahm var da endnu Journalist og Teaterkritiker,
Paul Schlenther ligesaa; begge havde dengang kun godtgjort
Evner som unge Literaturhistorikere af Scherers Skole.
Senere fik de som praktiske Mænd store Opgaver at tumle
med. Schlenther blev Direktør for Burgteatret i Wien,