324 / 392
Arbejde og Anerkendelse
317
fylde og at jeg havde indsuget konservative Sympatier i
Berlin. Kritikeren P. Hansen af Højre udhævede, endog i
det danske Konversationsleksikon, et enkelt Sted i Bogen,
som Bevis paa, at der havde fundet et Omslag Sted i mine
Meninger — hvad der pinte mig i dette Øjeblik, hvor Om
slagene i Danmark var saa hyppige og mig saa lede —
Stedet lød: „Er Ungdomskraften i sin Ustyrlighed ikke altid
en Tempelskænder, og ender ikke alle bedre Mennesker i
Modenhedens Aar med det ærlige Forsøg paa at sone og gen
oprette hvad Helligbrøde de i Ungdommens Lidenskab har
begaaet?“ Dette forholdt sig til et Punkt i Tegnérs
Friihiofs
Saga,
men fortolkedes saa plumpt og plat, som vilde jeg der
med gøre en personlig Afbøn.
Jeg havde i min Bog beklaget mig over, at Tegnérs
mindre Digte i Udgaverne var saaledes sammenrystede, at
man intet Indtryk fik af Digterens Udviklingsgang. Tegnérs
ultraliberale og ultrakonservative politiske Digte, Digte som
Sangen
, der betegner den højeste Livsglædes, og
Mjeltsjukan,
som betegner den sorteste Fortvivlelses Periode, var komne i
samme Gruppe. Ja
Mjeltsjukan
(fra 1825) var udateret
stukket ind imellem et Digt fra 1812 og et andet fra 1813.
Derved var det udvisket og tilsløret, hvilket Tidsskel dette
Digt sætter i Tegnérs Produktion.
Digterens gamle Svigersøn, Professor C. W. Bottiger,
forsvarede sig og angreb mig i et eget Flyveskrift, og medens
de fleste svenske Blade omtalte Bogen velvilligt, var der
enkelte som
Stockholms Dagblad,
hvis anonyme Kritik gik
ud paa at hævde den vedtagne, officielle Opfattelse af Tegnér,
idet den fremstillede Indholdet af min Bog paa uoprigtig og
hadefuld Maade. Under disse Omstændigheder tog Carl
Ploug i en lang Artikel Bottigers Parti og beskyldte mig
desuden for at have fortiet hvad jeg skyldte nogle Studier
af Ljunggrén, som jeg aldrig havde set for mine Øjne.