326 / 392
Arbejde og Anerkendelse
319
Ogsaa Rudolf Schmidt var meget virksom. Min Be
kæmpelse var jo bleven denne Persons Mission, hvis Selv
følelse iøvrigt antog besynderlige Former. Han indbildte sig
at ligne Goethe i Profil og gjorde især paa Rejser i Tysk
land denne formentlige Lighed gældende. Han mindede mig
om et Epigram af Thomas Moore:
Var ej Slavehandelen afskaffet her,
hvilken glimrende Indtægt man da kunde faa sig!
Man købte Hr. Schmidt for den Pris, han er værd,
og ham solgte til den, som han selv sætter paa sig.
Hr. Julius Paludan, som fra nu af ved alle Lejligheder
gjorde sig gældende paa min Bekostning, var i enhver Hen
seende et tro Udtryk for den i Danmark skattede Aand,
ægte national, strengt saglig, dybt gennemtrængt af den ene
sande Videnskabelighed. Han kunde imellem dumme sig en
Smule som naar han bittert bebrejdede Froissart hans Mangel
paa Sans for det dybeste og alvorligste i hans Tid, det natio
nale Opsving ved Heltinden Jeanne d’Arc (Froissart død 86aarig
1419, Jeanne født 1412); men det var hos denne højtbegavede
Mand kun en Ynde mere. Han passede til Forholdene og
blev med god Grund en Del Aar derefter Professor i dansk
Literaturhistorie ved Kjøbenhavns Universitet.
I Afstand tog han og hans Lige sig mindre godt ud end
nærved. Omplantet, som jeg var, til større og rigere For
hold, paavirkede den nationale Blanding af Vedhængen ved
gamle konservative Synsmaader og det smaaligste kritiske
Pindehuggeri mig besynderligt.
Jeg fandt i de Dage i en dansk Bog af L. Both:
Kul
svierne og deres Omgivelser
Side 25 denne Sætning:
I den senere Tid gaar Pindehuggeriet Haand i Haand
med Kulsvieriei.
Det forekom mig, som om den Sætning burde staa
over Indgangen til Datidens danske Publicistik.