332 / 392
Arbejde og Anerkendelse
325
Bjørnson sad inde med en umættet Lærelyst, ønskede
Oplysninger, Vejledning, især Anvisning paa retledende
Tanker, havde en brændende Tørst efter Kundskabskilder.
Den kom jeg da efter Evne i Møde. Samtidig glædede han
sig ved alt, hvad han sporede af Fremgang i Europa og
Amerika og foregreb Begivenhedernes Gang, var f. Eks.
overbevist om, at om blot ti Aar vilde i Frankrig Kirken
være adskilt fra Staten — det skete, men tog 27 Aar — om
andre ti Aar vilde Hæren i Frankrig være afløst af en Milits
— dette har lange Udsigter endnu, og heldigvis.
For Bjørnson var dengang Norges aandelige Ulykke
Mangelen af et samlende Midtpunkt. Folk boede for spredt,
og selv de tæt boende vænnede sig til at leve hver for sig
og vente paa, om andre vilde udrette noget. Efter hans
daværende Opfattelse havde Nordmændene i Grunden aldrig
taget aandeligt fat, aldrig havt en aandelig Brydning eller
Kamp. Hvad Literaturhistorikerne snakkede desangaaende
var „det gyseligste Vrøvl“. Nordmændene havde engang
havt et forceret Menneske, der stødte sammen med et bla
seret Menneske — det var hvad der kaldtes Aandskampen
mellem Wergeland og Welhaven. Disse havde i Virkelig
heden havt samme Syn, samme Grundopfattelse, var
fostrede af nøjagtig samme Slags Betingelser. De to W ’er
var slet ikke Modsætninger, men i det Væsenlige ens
artede.
Først nu kunde en Brydning opstaa. Der var jo ogsaa
Brydning i Bjørnson selv. Spotteordet om hans
Forandring
a f Signaler
vilde han nu indskrive paa sit Livs Fane. Da
han i sin Tid digtede den lille Sang om
Ingrid Sletten a f
Sillefjord
havde han havt ringe Anelse om, hvad den egent
lig betydede, og om hvad den spaaede hos ham selv „med
profetisk Varsku som den lille Lygte i et Fyrtaarn“.
Bjørnson forstod den Gang mine Skrifter med det skarpe