334 / 392
Arbejde og Anerkendelse
327
forgudede noget, saa forgudede han det under Foragt for alt det,
som ikke var Forgudelsens Genstand. Bjørnson troede ikke
Tyskerne ubeskednere end andre, men ansaa den overlegne
Tone for en Literaturvane, opdrættet i Trængselstider, og
mente, den vilde falde bort, naar man i et stort samlet
Samfund følte sig sikrere paa sig selv. Jeg derimod gik
efter hans Skøn helt op i det, jeg behandlede. „Kærligheden
til Sandheden,“ skrev han, „er hos Dem i den Grad be
gejstret paa Færde, at De selv aldrig biir anderledes synlig
end gennem Værket, Skikkelsen og Forholdet, som skildres;
De er med, De er mod, eller halvt med, halvt imod; men
det falder i den Grad af sig selv, at om vi er af en anden
Mening, vi standser ikke, vi vredes ikke, vi er paa en ærlig
Grund, i et strengt, fint Arbejde. Ja
f i n t
Her er endnu
en Forskel. Dette er finere Arbejde end det, vi faar fra
Tyskland. Er det en Nationalforskel eller bare en Indivi
dualitets? — Og saa er der nordiske Talemaader, Tankeven-
dinger, der ser saa bly ud paa Tysk.“
8
.
Det laa mig fjernt at søge Universitetsansættelse i Prøjsen.
Den kunde kun opnaas ved at jeg skiftede Nationalitet, og
til Prøjser egnede jeg mig afgjort ikke. Men der frembød
sig for mig en Lejlighed til at holde Foredrag i Berlin uden
at jeg havde nogen Ansøgning at indgive. Kort efter min
Ankomst oprettedes det saakaldte Humboldtakademi, og
Stifterne, særlig den bekendte, i den tyske Arbejderbevægelse
saa virksomme, Statsøkonom Max Hirsch henvendte sig
straks til mig for at opnaa min Medvirkning.
Fra Begyndelsen af Aaret 1879 kunde jeg spore en
stærk Stigen af min Anseelse i Tyskland og Østerrig. Neppe
var min Bog om Lord Beaconsfield udkommen, før det