331 / 392
324
Arbejde og Anerkendelse
blev udførligt og gunstigt bedømt i
Vestnik Jevropi.
Gladstone
sendte mig et Brev for at anmode mig om at rette et Sted, hvor
jeg var kommen til at gøre ham Uret, og et andet Sted, hvor
han uden Føje betragtede sig som forurettet. Times skrev:
As
a biography this book is fa r more valuable because more con-
cise and impartial than any which has appeared in England.
Mest Glæde havde jeg dog af Bjørnstjerne Bjørnsons
brevlige Udtalelser om Bogen som om andet.
Vi var trods Aldersforskellen samtidigt naaede til et
Tidspunkt i vor Udvikling, hvor vi havde gensidig Forstaa-
else og livfuld Drøftelse behov; vi havde Brug for hinanden,
og blev efter et Ordskifte næsten altid enige.
Bjørnson følte sig ved Aarene 1878, 1879 aandeligt
ensom i Norge. Hans tidligere Livsforhold havde opløst
sig. Der var gjort alt muligt for at holde ham fast i den
nationalliberale, skandinaviske, kongeligsindede, kirkelige,
Grundtvigske Ring; da man ikke havde formaaet at fastholde
ham, blev han behandlet som en udstødt, om saa blot paa
Grund af hans da saa ivrige Fejden mod Djævletroen. Han
trodsede Forkætringen, men han led under den; thi som
han selv sagde, han havde Hud somen Jomfru, af de aller
fineste.
Han følte paa én Gang en grænseløs Arbejdslyst og en
utrolig Afmagt. Han sad alene, helt alene, og alle i Norge
saa paa ham som paa noget, de var meget overlegne, gav
ham ikke nogen Art af Hjælp. Men for Bjørnson stod det,
som havde der aldrig levet en Digter paa denne Jord, der
kunde undvære Hjælp, om det saa blot var af en. Han
havde visselig sin Hustru, men hun var da trykket af Be
kymringen for ham. Han havde Venner, gode Venner, men
hvem han gav Næring. Han havde ingen, som gav ham
noget — undtagen Uret. Det gav man ham „paa Tryk, i
Ord, med Øjne“ Dag ud, Dag ind.