333 / 392
326
Arbejde og Anerkendelse
digteriske Snarsyn, der ligger i hans Væsen, men kun fun
gerer, naar han er besjælet af Sympati. Han fandt, at jeg
dømte Tegnér saare mildt, men begreb paa én Gang, hvad
der hos Manden var mig personligt imod, og hvorledes For-
staaelsen hindrede den spirende Uvilje i at komme op. Han
fandt iøvrigt Bogen „dejlig“ ; jeg havde gjort hele Norden
Nytte med den Bog, ligesom jeg overhovedet „havde om
skabt Nordens literære Bevidsthed og vakt den, hvor den
før ikke var.“ Han sparede ikke paa Lovordene.
Bogen om Disraeli vandt i dens danske Tekst i ikke
ringere Grad hans Bifald. Kun protesterede han ivrigt
mod Vendingen, at Jarlen af Beaconsfield ikke var nogen
„stor Mand“. Han fandt ham stor. Bjørnson havde Taal-
modighed til paany at gennemlæse Bogen i den tyske Om
arbejdelse. Han fandt, at det om engelsk Politik Tilføjede
ikke var saa omfangsrigt, som han havde tænkt, men at
ogsaa det „havde den Sammentrængthed og Tilspidsning, der
gjorde mig til den Prosaist, han helst læste, og han læste
mange.“
„Der er, skrev han en Dag, undertiden i Deres Stil
noget vældigt. Det fremkommer ved, at den dybe bræn
dende Overbevisning i den Grad behersker, hvad den frem
stiller, at Forstaaelsen iler forud for Ordet, saa dette, om
det end siges ganske sagte, vibrerer længe efter, at det er
læst. Man er saa betaget af Deres Overbevisning, at man
mærker sig det mindste Vink, det letteste Minespil, og der
ved lyder enkelte Ting med Basunstyrke, skønt sagte ganske
lige til. Deres Foredrag er ikke tysk, ja i den Grad ikke
tysk, at jeg gad vide, om Tyskerne helt forstaar. Tyskerne
kan vist ikke komme med paa den Jernbanefart. En utrolig
Mængde Omsvøb er oversprunget.“
Han fandt, at den skrivende Tysker altid holdt sig oppe
over
det, hvormed han sysselsatte sig. Selv naar han rent