339 / 392
332
Arbejde og Anerkendelse
at ifald Jorden virkelig var det, saa vilde det, saa længe
Elendigheden i de laveste Klasser var saa stor, som den er,
være mere humant at lade de fattigstes Smaabørn dø en
smerteløs Død end at udsætte dem for den Sult og den
Nød, som saa ofte venter dem.
Denne ligegyldige, i ethvert Tilfælde aldeles uskyldige
Sætning, hvilken jeg endda slet ikke havde overtaget for
min egen Regning, men blot gengivet som Hellenbachs, gav
Anledning til den stærkest fygende Storm af Mundsvejr, der
endnu havde blæst imod mig. Meget havde man jo tilforn
beskyldt mig for; men selv for Spøg havde dog Ingen endnu
anklaget mig for at ville myrde Smaabørn. Denne Anklage
blev nu Løsenet.
I norsk
Morgenbladet
rettede en Hr. M. Færden to
svære Artikler mod hint brødefri Brev, saa det norske
Dagbladet
maatte forsvare Tilladeligheden af
den frie Dis
kussion
imod ham. Men det var i Danmark, at Molbo
forbitrelsen i den Anledning for Alvor gik grassat. Dér
lykkedes det at ophidse de velsindede Krese til det Yderste
imod mig i Anledning af mit planlagte Masse-Barnemord.
Ploug klippede snildt et Brudstykke ud af hint Referat og
indrykkede det i sit Blad under Overskrift
E t fordomsfrit
Forslag
med den ganske usandfærdige Indledning, at jeg
havde anbefalet Hellenbachs Bog. Jeg havde kun skrevet:
„Denne Bog af en gammel østerrigsk Skribent
fortjener en
Gennem læsning
. . . . Bogen er hverken genial eller i nogen
fremspringende Grad original; men den er tankevækkende
og selve Æmnet [Menneskehedens Fordomme] er et godt
Indfald.“
Fædrelandets
Læsere skulde imidlertid bringes til
den Tro, at jeg ikke blot havde anbefalet Bogen, men særlig
hint barnemorderiske Forslag. Jeg havde i min Artikel
endda udtrykkelig skrevet: „Da Forfatteren jo ikke tillægger
Overbefolkningen Skylden for de ejendomsløse Klassers Nød,