345 / 392
338
Arbejde og Anerkendelse
Af og til var det, som bristede Mure for mit Blik, og der
aabenbarede sig for mig Syner saa glødende og farverige i
Guld og Purpur, som var jeg Vidne til en Solopgang. Af
og til var det som bristede Grunden i mit Sjæleliv, paa
samme Maade som vulkanske Bjerge slaar Revner; jeg følte
Lavaen syde dernede, fornam det, som vilde Bjerget spy
Ild. Ofte var jeg lutter anspændt Opmærksomhed, Argus
med de hundrede Øjne, iagttog, tilegnede mig alt Seværdigt
i det store mig fremmede Samfund, hvor jeg havde fundet
min Plads. Til andre Tider var jeg lutter Handlekraft,
Briareus med de hundrede Arme, følte mig i Stand til at
foretage aandelige Idrætter og Omvæltninger, der skulde
spores hundred Aar efter. Nu og da var jeg helt en Drøm
mer, gik om som en Søvngænger, formende Billeder, til
skærpende Tanker, som man i Oldtiden skærpede Pile og
Spyd, betaget af mit indre Fatamorgana, optaget af Arbejdet
i mit indre Værksted, helt fortabt i mit Eget. Naar jeg da
gik i det Fri og Luften skælvede, og den fine stærke Duft
af Jord, Blade, Blomster, Skovens smaa og store Dyr, slog
mig i Møde, mens Skæret fra Himmelhvælvingen, Glimtene
af Sol fyldte mine Sanser og steg mig til Hovedet, kunde
jeg være som blændet og beruset. Planter, Fugle, Insekter
var mig som Ildtunger af selve den Livets Ild, der glødede
i Jordens Indre. Myggenes hvirvlende Dans, Biers og Vespers
Summen, Bladenes lette Knitren for Vinden, alle disse Lyd
gav Genklang i mit Indre. Alnaturen var da om mig og i
mig. Gud var i mig og fyldte mig, saa det var, som om
mit Hjerte skulde sprænges.
Var der noget paa Jorden, som ikke sysselsatte mig,
saa var det mine fromme, gudhengivne, danske Hadere, hvad
de tænkte eller følte eller pønsede paa. Jeg sagde som
Siegfried i Wilbrandts
KriemhilcL: