343 / 392
Byen vidste, at jeg kendte Professor Goos. Følgelig angreb
Dagbladet
(!) mig lidenskabeligt for den gunstige Omtale, et
Værk af Goos havde faaet, medens A. W. Scheel, Aagesen,
Nellemann ikke var nævnte osv. Og
Dagbladet,
som aldrig
lod en Lejlighed til at stemple mig som Landsforræder gaa
forbi, sluttede da den første af sine Artikler med den sacra-
mentale Vending: „Det gamle Ord, at det er en daarlig
Fugl, som besudler sin egen Rede, bør holdes i Agt.“
Professor Johannes Steenstrup, der med en ikke altid
lige klædelig Fanatisme gerne skrev hele Spalter om en
Notits af mig paa nogle Linjer, anklagede mig ikke blot
anonymt i Kjøbenhavn, men med sit Navn i Paris, hvor
Revue Critique
blev underrettet om alt det Hæslige, min
Leksikonsartikel indeholdt. Da jeg i et Brev til Gabriel
Monod tog til Genmæle, svarte denne køligt, at Professor
Steenstrup sikkert vidste Besked angaaende hvad han skrev
om. (24 Aar senere talte Monod til min Ære paa Bane-
gaarden i Paris). Jeg maatte da henvende mig til Tids
skriftets anden Leder, Gaston Paris, som svarte venskabeligt
og lovede mig Oprejsning.
(For at sikre sig den attraaede Upartiskhed i Meyers
Konversationsleksikon fik man Redaktionen af dansk Litera-
tur for de senere Udgaver overdraget Hr. Julius Paludan.)
Et eneste Blad forsvarede mig, det da nylig stiftede
Dags-Avisen,
i hvilket nuværende Overretssagfører A. Cantor
skrev et veltalende Indlæg, som paaviste alle de grove For
vanskninger af mine Udtalelser i
Dagbladet
og
Fædrelandet.
Han skrev: „Ingensinde har jeg læst en saa glimrende, i al
sin Kortfattethed skarpt pointeret, Fremstilling af dansk Lite-
ratur; aldrig har et tysk Leksikon omtalt Danmarks Forfat
tere og literære Bevægelser saa udførligt, med saa fin Op
fattelse, saa levende Sympati . . . .
Dagbladet
lader Dr.
336
Arbejde og Anerkendelse