Arbejde og Anerkendelse
341
komme den paa sit Lommetørklæde“ — og hvor han rider
Ranke med den Lille — det var langt mer end hvad Digteren
havde givet. Gervaises hele sørgelige Rolle var sjælfuld,
ulasteligt fin og skøn. De spøgende Scener gik ypperligt
som de tragiske. Skønt Handlingen var omarbejdet for
Galleriet, greb dens Sandhed. Den Mængde Arbejdere, der
fyldte Salen, applauderede, saa Teatret undertiden var lutter
larmende Jubel.
Jeg saa den dejlige Alice Regnault i det letfærdige Stykke
Jonathan.
For hendes Skønhed havde jeg sværmet, da jeg
sidste Gang var i Paris. Hvad havde jeg ikke givet for da
at turde sidde ved hendes Side! Ak, det hændte mig først
23 Aar efter, da jeg en Dag hos Octave Mirbeau førte hans
Frue tilbords.
15.
Den meste Del af Dagen tilbragte jeg paa Bogjagt med
Bogindkøb. Dog størst Glæde havde jeg af de Fransk-
mænd, der kunde lære mig noget. Da paa denne Aarstid
Mænd som Taine og Renan var fraværende fra Paris og da
Philaréte Chasles ikke mere var blandt de Levende, maatte
jeg efter Raad fra Taine søge nye Bekendtskaber.
Anatole Leroy-Beaulieu, der var en nær Ven af Georges
Noufflard, havde skrevet om mig i
Revue des deux mondes;
men ham traf jeg desværre først ved senere Besøg i Paris.
Derimod lærte jeg
Emile Boutmy
at kende og havde rigt
Udbytte deraf. Jeg havde længe beundret ham for hans
lille Bog om
Den græske Arkitekturs Filosofi
, som jeg satte
højt over Taines
Filosofi a f den græske Kunst.
Nu havde
han ganske forladt Arkæologien, og havde viet alle sine
Kræfter til den
Skole fo r de politiske Videnskaber,
som han
med Bistand af Frankrigs bedste Mænd havde oprettet. Det