354 / 392
Arbejde og Anerkendelse
347
Dreng; som halvvoksen havde han første Gang tegnet mig
i det Berghske Hus, og siden blev vi Kamerater for Livet.
Krøyer og Josephson opfordrede os Brødre til den næste
Dag at spise til Middag sammen med dem.
Det blev en uforglemmelig Middag. Krøyer og Joseph
son, der nærede den største Uvilje mod de anerkendte
Restauranter, havde efter Kunstneres Vane opsporet en lille
uanselig
Marchand de vin,
der besad en Bagstue med et
rundt Spisebord — den snevreste og uhyggeligste Stue af
Verden — hvori der imidlertid anrettedes god borgerlig Mad.
Her blev vi installerede, og til en Begyndelse var jeg for
min Del ikke synderlig fornøjet med Arrangementet. Men
da Suppeterrinen kom paa Bordet og da den paa fransk Vis
indeholdt en kraftig, herligt duftende Kødsuppe, en rigtig Fa
miliesuppe, steg det gode Lune hos os alle. Og efterhaanden
blev Samtalen til den nydeligste Kvartet. Krøyers lyse Sind
og indtagende Elskværdighed, Josephsons Originalitet, Entusi
asme og bakkantiske Overgivenhed, min Broders drøje, sunde
Sans og min egen Fornemmelse af Velvære ved Selskabet
fik efterhaanden i den snevre Stue (hvor der ikke var Plads
nok bag Stolene til at Pigen kunde sætte Tallerkenerne om
kring, men hvor mer end én udmærket Flaske Vin blev
trukket op og tømt) Humøret til at spille i alle Farver og
anslaa alle Tonarter i Dur.
19.
Der var et Besøg, jeg straks efter min Ankomst til
Paris havde Trang til at aflægge. Jeg var spændt paa at
gense min første Ungdoms Veninde, Frøken Louise. Vi var
stadig forblevne i Forbindelse med hinanden, og hun havde
brevligt holdt mig å jour med de forskellige Giftermaals-
planer, der hos hende som praktisk fransk Kvinde stadigt