360 / 392
Arbejde og Anerkendelse
353
bedste Mening den Vending, at han ødelagde sig ved en
saadan aldrig stansende Produktion; han burde ikke an
strenge sig saaledes. Heyse, der var, som han plejede at
være, og ikke i mindste Maade anstrengte sig, svarte da
skemtende, at han takkede meget for Fritagelsen; til daglig
Brug strengte han sig sandelig ikke saaledes an, men han
havde troet at maatte til en vis Grad agere Komediant, da
han undtagelsesvis havde en saa berømt Mand til Gæst.
Nogle Dage efter fik jeg paa en Gang to Breve om
hin Aften. Bjørnsons begyndte: Jeg er bange for, det ikke
gik godt. Heyses beskrev alle Enkeltheder. De to udmær
kede Mænd havde ikke forstaaet hinanden og ikke havt Tid
nok for sig til at sætte sig ind i hinandens Væsen. Men i
og for sig passede de daarligt sammen. Det rent Kunst
neriske i Heyses Natur interesserede ikke Bjørnson; Mis
sionæren og Verdensforbedreren i Bjørnson skræmmede
Heyse.
22
.
Oehlenschlagers Hundredaarsdag, den 14. November,
faldt under mit Ophold i Kjøbenhavn, og Venner af F. L.
Liebenberg besluttede at fejre Dagen som en Fest for
Oehlenschlagers Udgiver og trofasteste Beundrer. Holger
Drachmann havde skrevet et Digt til Oehlenschlagers Ære,
Schandorph en Sang til Liebenbergs; man bad mig holde
Festtalen. Oehlenschlagers Søn skulde sidde ved Siden
af mig.
Det blev en vellykket Aften. Stemningen var god blandt
de mange Forfattere, Kunstnere og Damer, der fyldte Salen.
Det var mig kært at bringe vor højtelskede Patriark min
Hyldest. Han havde taget sig af mig fra min første Stu
dentertid, gjort Fodture med mig i Nordsjælland, da jeg var
20 Aar, og bevaret mig sit Venskab — ikke uforandret, som
Georg Brandes: Levned. II.
^3