355 / 392
348
Arbejde og Anerkendelse
var oppe, indtil hun kom i Havn. Jævnlig havde hun hen
vendt sig til mig om Raad til Overvindelse af Vanskeligheder,
der stillede sig i Vejen for dette eller hint Ægteskabsprojekt.
Lykkedes det ikke at overvinde dem, skrev hun resigneret:
Encore un mariage manqué!
Dog nu havde hun allerede i
flere Aar været en brav Embedsmands Hustru og beboede
en god Lejlighed i Rue Pigalle. Hendes Navn var, som en
Heltindes hos Mérimée, Madame de Turgis.
Hun modtog mig uden Sindsbevægelse. Hendes Skik
kelse var bleven sværere, hendes Træk lidt udviskede; men
hendes Farve var sund og hendes Øjne klare. Hvad hef
tigere Følelse hun for ni Aar siden kunde have næret for
mig, var slukt til sidste Gnist. En sat Venskabelighed var
det eneste, som var tilovers. Hendes største Sorg var nu
den, at hun var barnløs; hun klagede bittert derover. Hun
var heftigere klerikal end i sine yngste Dage, mente, at
Europa ringeagtede Frankrig, siden det havde givet en Per
son som Gambetta Indflydelse og Magt.
Hendes Mand, der kom til, viste sig at være forstandig
og velopdragen, en kraftig Mand paa en fyrretyve Aar.
Som gammel Ven af Fruen blev jeg indbudt til Middag
en af de følgende Dage. Men ak! Dér faldt jeg igennem.
Den Omstændighed, at jeg nu var bosat i Berlin, havde paa
Forhaand stemt min tidligere Veninde til Mistænksomhed;
hun havde kendt mig, da ingen Tanke laa mig fjernere end
den at tage Ophold i Tyskland. Hendes Prøjserhad var saa
flammende, som det havde været i Krigens Tid. Ved Bordet
faldt Talen paa Moltke, hvem Fruen kort og godt betegnede
som Blodhund. Da jeg sagtmodigt tog til Genmæle og vilde
forklare hende, at Feltmarschallen sikkert ikke var person
ligt blodtørstig, men en omhyggeligt forberedende og sindrigt
beregnende General, brast det imellem os. Medens hendes
Mand høfligt gav mig Ret, saa jeg paa hendes Miner, at