350 / 392
Arbejde og Anerkendelse
343
16
.
En anden udmærket Mand, hvis personlige Bekendtskab
jeg da gjorde, var
Gaston Paris,
der allerede dengang var
navnkundig, om han end ikke endnu var betragtet som sit
Fædrelands Hæder.
I sine første Ord til mig mindede
han mig om sin gamle Anmeldelse af min lille Bog om
Den
franske Æ stetik
og meddelte mig, at Francis de Pressensé
havde skrevet om min Beaconsfield i
Journal des Débats.
Gaston Paris var paa dette Tidspunkt i Slutningen af
Trediverne. Han havde da ikke endnu den Højhed og
Værdighed over sit Væsen, som senere kom til, var hurtig,
ungdommelig, meddelsom, paa Tomandshaand uforbeholden.
Han havde vel allerede da længst lagt Grunden til sit umaade-
lige og epokegørende Livsværk; men der sad noget af Stu
denten i ham endnu. Han kunde tale et Par Timer i Træk,
sprang med livfulde og slaaende Vendinger fra ét Æmne til
et andet.
Han indbød mig til en overdaadig Middag hos Noël
Peters i Passage des Princes og fortalte under Maaltidet
uafbrudt.
Han var, sagde han, tilfreds med sin Stilling, saa be
skeden den end var og saa lidt den indbragte ham om
Aaret. Paa Indvendingen, at man i Norden vilde ansé en
Indtægt som hans for rundelig, fulgte det muntre Svar: „Aa,
Forholdene hos J e r kan man ikke sammenligne, I er
vanie
til at dø af Sult.“
Han levede, sagde han, alene for sin Videnskab, var
ikke som About og Renan, der kendte Prins Napoléon: „Jeg
kender ingen Prinser, har aldrig kendt nogen.“ Han be
klagede sig over Brødrene Goncourt; de havde efter hans
Paastand faaet ham fordrevet fra de berømte literære Mid-
dagsmaaltider hos Restauratøren.Magny. Da Sainte-Beuve,