346 / 392
Arbejde og Anerkendelse
339
Doch ich mich sorgen? und mein Auge drehen
nach ihrem Denken, Wollen oder Fühlen?
So leben Andre ja in mir, nicht ich.
Aldrig i Verden kunde det falde mig ind at fordybe mig i
en Bog af Rudolf Schmidt, Paludan, Topsøe, Steenstrup, en
Artikel af Ploug, Rosenberg eller Præsterne, i Haab om der
at finde noget, jeg kunde angribe dem for. De eksisterede
simpelthen ikke for mig, jeg skænkede dem aldrig en Tanke,
læste aldrig et Ord af dem undtagen nødtvungent, naar deres
Udfald imod mig selv blev sendte mig ind i Huset, og de op
hidsede den nordiske Læseverden imod mig, saa jeg maatte
prøve et Forsvar. Jeg levede mit eget Liv. De derimod sad
imens og levede snyltende med i et Vrængbillede af mit.
Det var dem ikke nok at have fordrevet mig af Landet; de
spejdede efter mit mindste Skridt, lurede paa hver ringeste
Lejlighed til et Overfald, lyttede til den ubetydeligste Ytring,
jeg fremkom med paa et engelsk eller tysk Blad Papir, for
at gøre et frygteligt Væsen deraf. Intet oversaa de, intet
overhørte de; de var som skabte til Detektiver.
Liebenswürdige Menschen
,
Ihre Landsleute!
havde
Hopfen sagt.*)
14
.
Det var mig umuligt at komme videre i mine Studier
over den franske Romantik. Jeg savnede i altfor høj Grad
*) En eneste Gang i mit Liv havde jeg gjort Løjer med et Par
Linjer af Ploug. I en Afhandling om Christian Winther spøgte jeg 1876
med den latterlige Linje i Plougs Digt til hans Ære: „Det Ydunsæble,
du langer, det hænger paa Dafnes Træ“, der i en Haandevending førte
Læseren fra Valhal til Olymp ganske som Hr. von Bilbo’s Replik i
Frejas
Alter:
„Ved Apolio! hun er skøn som Freja“. „Æbler paa Laurbærtræet!
udbrød jeg. Det er, som om vi vilde sige til Hr. Ploug, at han neppe
vinder andre Laurbær end dem, der vokser paa Æbletræerne“. — Men
straks ved første Optryk 1877 i
Danske Digtere
slettede jeg hele Stedet.
22
*