344 / 392
Arbejde og Anerkendelse
337
Brandes
besudle sin egen Rede.
Og dog er Sandheden den,
at han gør Alt, for i Udlandets Øjne at forskønne den
Rede, som der desværre ogsaa er nok herhjemme til at be
sudle.“
Dags-Avisen
var imidlertid et nyt Foretagende og ude
af Stand til at holde sig mer end i nogle Aar. De gamle
Aviser bestemte den offentlige Mening i Danmark, og Red
aktørerne havde lovet sig selv, at overfor mig skulde denne
ikke falde til Ro.
13.
I de Dage hændte der mig en ubetydelig Begivenhed,
et rent Intet, som ikke desmindre gjorde det dybeste Ind
tryk paa mig. Jeg gik gennem Thiergarten med rask Gang,
da jeg kom til at krydse Forfatteren Hans Hopfen, som var
til Hest. Han holdt Hesten an, da han saa mig, og vi
fulgtes et Stykke ad, han ridende i Skridt, jeg gaaende. Da
jeg paa hans Bemærkning, at jeg saa noget medtaget ud,
meddelte ham Grunden, det utrolige Spektakel i Anledning
af en uskyldig Artikel i et Leksikons-Supplement, Beskyld
ningerne for Selvros og for hadefulde Udtalelser om Fædre
landet, studsede han højligt, standsede Hesten, gav mig
Haanden og sagde blot disse Ord:
Liebenswürdige Menschen,
Ihre Landsleute!
Ordene slog ned i mig som sjældent Ord.
Med Et saa jeg mine Landsmænd, som han saa dem, som
jeg trods Alt ikke før havde set dem, og det formelig ry
stede mig.
Jeg følte mer end Afstand mellem mig og mine hjem
lige Angribere; de var mig saa ulige, som om jeg beboede
en anden Klode.
Jeg
levede,
det vil sige: en ubevidst Verden levede i
mig, og jeg forstod langtfra altid selv mine indre Oplevelser.
Georg Brandes: Levned.
II.
2 2