341 / 392
334
Arbejde og Anerkendelse
hedsfuldt (med samme Art Samvittighedsfuldhed, som den,
hvormed man retter Korrektur); men iøvrigt tillagde jeg den
ikke ringeste Vægt; den skulde og maatte ikke engang
undertegnes. Artiklen var tilmed ikke helt af mig selv; thi
da jeg i Berlin ikke havde set Danmarks nyeste historiske
Literatur, havde Forfatteren Herman Schwanenfliigel vist mig
den Velvilje at fuldstændiggøre min rent literære Oversigt
med en over Aarets historiske Publikationer.
Den hele Artikel var 372 Side stor. Den Hensigt at
gøre Propaganda eller nedsætte laa mig saa fjern, som den
at ville henlede Opmærksomheden paa mig selv. Jeg havde
i Oversigten end ikke nævnt mig. Men da jeg jo nu engang
hørte med til dansk Literatur, fandt Redaktionen det urimeligt,
at jeg blev helt forbigaaet, og tilføjede derfor en enkelt Linje
om mine
Hovedstrømninger,
den iøvrigt uheldige: „som ba
nede Vejen for en ganske ny Betragtning af den moderne
Digtning“. Redaktionen foretog uden mit Samtykke desuden
adskillige andre Tilføjelser og Ændringer. Artiklen var jo
navnløs. Paa Indersiden af Heftets Omslag, der faldt bort
ved Indbindingen, fandtes imidlertid alligevel mit Navn, om
end med ganske smaa Bogstaver, i den lange Liste over
Medarbejderne.
Da jeg var klar over, med hvilken Politi-Lidenskab
man i Kjøbenhavn spejdede efter mit Navn, hvor det end
kom frem i Udlandet, sendte jeg, straks som Heftet kom
mig i Hænde, Hr. H. I. Meyer, Leksikonnets Udgiver, et
Brev, hvis Koncept jeg bevarede, hvori jeg meddelte ham,
at der af Leksikon-Supplementets Redaktion var foretaget
„saa væsenlige, saa uforstandige, til Dels meningsforstyrrende
Forandringer“ i min Artikel, at jeg ikke kunde tage Ansvaret
for den paa mig. „Jeg maa,“ skrev jeg, „derfor til min Be
klagelse anmode Dem om at lade en Notits, der fralægger
mig Forfatterskabet, blive optaget i Korrespondensbladet til