347 / 392
340
Arbejde og Anerkendelse
Materiale. Jeg maatte til Paris at købe Bøger, havde jo
desuden Aaret forud anonymt faaet en lille Sum Penge til
en Pariserrejse.
I Slutningen af September 1879 gensaa jeg da efter ni
Aars Forløb Paris. Indtrykket var langt stærkere end jeg
havde ventet; jeg gennemløb en Kæde af Sindsbevægelser,
følte først Svimmelhed, saa Glæde. Byen virkede i de første
Øjeblikke paa mig som Glans, som straalende Liv. Jeg an
kom om Aftenen, men maatte straks ile ud i Paris at gense
min Ungdoms Steder, de forskellige Huse, hvor jeg havde
boet, og Tuileriernes Ruiner og Operaen, der skinnede i det
elektriske Lys, som var mig nyt i Paris.
Pludselig følte jeg nu, at mit Forhold til Tyskland til
trods for al Velvilje, jeg der havde mødt, aldrig havde været
andet end et Fornuftægteskab; og at det var Frankrig og
Italien, hvortil bestandig mit Hjerte drog mig.
Byen var endnu Gambettas, Emil Zolas og Sarah Bern-
hardts Paris. Med Zola havde jeg brevvekslet. Sarah saa
jeg med dyb Fornøjelse paa Théâtre français i
Hernani
og
L’Etrangère,
skønt hun spilte skødesløst, ordnede sin Dragt
midt imellem patetiske Repliker. Hendes Stemme var en
uimodstaaelig Musik.
Blot jeg paa Nationalteatret saa to gamle Stykker som
Sedaine’s
Filosofen uden a t vide det
og Augier’s
Hr. Poirier,
blev jeg mig bevidst, at jeg i ni Aar ingen saadan Kunst
nydelse havde kendt.
Got, Delaunay, Laroche, Croizette, Barré, det var en
underfuld Sammensmeltning af store Talenter. Ikke mindre
henrykt var jeg over Bearbejdelsen af Zola’s
E Assommoir
paa L’Ambigu — Spillet var trods Stykkets Ringhed fuld
endt, Gil Naza som Copeau, det var Mesterskabet. Smel
tende var Scenen med Konen og Barnet, hvor de bringer
ham hans Suppe — „den lugter saa godt, at man kunde