353 / 392
346
Arbejde og Anerkendelse
Frankrigs ypperste Mænd. Og dog var hans egen Person
altid Hovedtiltrækningen. Han var mere end en stor Lærd;
han var en stor Mand til det Sidste, Den tro, hvem han
en Gang havde rakt Haanden. Han var en Karakter; hans
Væsen bestod ikke af den Gelée, som oftest er offentlige
Personligheders Substans i Norden. Han er død, Boutmy
død, mine Ungdomsvenner uden Undtagelse døde, næsten
alle de udmærkede Tyskere, jeg i Berlin omgikkes, for længe
siden døde. At se tilbage over sit Liv er som at vandre
over én Kirkegaard efter den anden.
18.
Min Broder Ernst traf sammen med mig i Paris. Det
var nogen Tid siden, vi havde set hinanden daglig. Han
var to Aar yngre end jeg, men havde, siden han blev voksen,
staaet overfor mig som den ældre og forstandigere. Han
var den klogeste af os Brødre, praktisk anlagt, tidligt op
draget til Pengeforretninger og Bankvæsen, udrustet med
levende Interesse for Statsøkonomi. Saasnart han i en ung
Alder havde fortjent sig en lille Formue, trak han sig ud af
Forretningerne og levede for sine Studier. Han kom kun
til at udgive en eneste Bog
Samfundsspørgsmaal
(1885),
men blev nogle Aar efter dette Tidspunkt Journalist og endnu
senere Bladudgiver.
For mig havde han, lige til jeg var et Stykke op i
Trediverne, været Raadgiveren i alle praktiske Anliggender
og den, som i vanskelige Øjeblikke forstrakte mig med Laan.
Vi havde altid havt samme Bekendtskabskres og kom ud
mærket ud af det med hinanden.
En Aften traf vi i Théâtre français
Krøyer,
der fore
stillede den unge, Dionysos lignende, svenske Maler
Ernst
Josephson
for mig. Krøyer havde jeg kendt fra han var