Previous Page  359 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 359 / 392 Next Page
Page Background

352

Arbejde og Anerkendelse

21

.

Bjørnson opholdt sig da ogsaa i München uden at søge

Ibsen. Derimod søgte han — kort før sin Afrejse — Paul

Heyse, traf ham ikke, lagde sit Kort uden Opgivelse af

Adresse. Heyse, til hvem jeg indstændigt havde anbefalet

ham, maatte da efterspore ham fra Hotel til Hotel, indbød

ham til samme Aften, da Bjørnson skulde rejse allerede

næste Dag, og undlod ikke at udtale nogen Forundring over

at være bleven opsøgt saa sent, naar Bjørnsons Mening dog

var den at gøre hans Bekendtskab. I en Hast fik Heyse

samlet en Del Venner, der alle kendte noget til Bjørnsons

Digtning og skattede den.

Ulykkeligvis var en af de første Ytringer, der ved Bor­

det faldt fra en Tilstedeværende (Bernays), denne ret natur­

lige: „Vi har jo ogsaa en anden berømt Nordmand her i

München.“ — Hvem? spurgte Bjørnson, og da Svaret lød:

Henrik Ibsen, fulgte fra Bjørnsons Side et kraftigt Ukvems­

ord. — Kalder De Ibsen saadan? Hvorfor? — Han har et

helt Hundehalsbaand af Ordener. — Er det saa slemt at

have Dekorationer? Det har jeg med. — Og jeg med, sagde

hans Nabo, Schneegans. — Jeg med, udbrød Digteren Wil­

helm Hertz, indtil Heyse smilende sagde: Jeg selv har ikke

blot en Skuffe fuld; men hvad værre er, jeg uddeler Ordener,

jeg er for Tiden Maximilianordenens Stormester og giver

den bort. — Men Ingen af de Herrer bærer dog Ordener,

sagde Bjørnson. — Ganske vist ikke; men vi kan ikke

dømme den, der bærer dem, haardt.

Paul Heyse var den Aften yderst livlig, en fortræffelig

Vært, fortalte meget, underholdt sine Gæster. Han var som

en Harpe; der rørtes ikke ved den, uden at den tonede.

Bjørnson, der fik den Idé, at Heyse, nervøs som han var,

umuligt kunde taale en saadan Ødslen med Aand, brugte i