359 / 392
352
Arbejde og Anerkendelse
21
.
Bjørnson opholdt sig da ogsaa i München uden at søge
Ibsen. Derimod søgte han — kort før sin Afrejse — Paul
Heyse, traf ham ikke, lagde sit Kort uden Opgivelse af
Adresse. Heyse, til hvem jeg indstændigt havde anbefalet
ham, maatte da efterspore ham fra Hotel til Hotel, indbød
ham til samme Aften, da Bjørnson skulde rejse allerede
næste Dag, og undlod ikke at udtale nogen Forundring over
at være bleven opsøgt saa sent, naar Bjørnsons Mening dog
var den at gøre hans Bekendtskab. I en Hast fik Heyse
samlet en Del Venner, der alle kendte noget til Bjørnsons
Digtning og skattede den.
Ulykkeligvis var en af de første Ytringer, der ved Bor
det faldt fra en Tilstedeværende (Bernays), denne ret natur
lige: „Vi har jo ogsaa en anden berømt Nordmand her i
München.“ — Hvem? spurgte Bjørnson, og da Svaret lød:
Henrik Ibsen, fulgte fra Bjørnsons Side et kraftigt Ukvems
ord. — Kalder De Ibsen saadan? Hvorfor? — Han har et
helt Hundehalsbaand af Ordener. — Er det saa slemt at
have Dekorationer? Det har jeg med. — Og jeg med, sagde
hans Nabo, Schneegans. — Jeg med, udbrød Digteren Wil
helm Hertz, indtil Heyse smilende sagde: Jeg selv har ikke
blot en Skuffe fuld; men hvad værre er, jeg uddeler Ordener,
jeg er for Tiden Maximilianordenens Stormester og giver
den bort. — Men Ingen af de Herrer bærer dog Ordener,
sagde Bjørnson. — Ganske vist ikke; men vi kan ikke
dømme den, der bærer dem, haardt.
Paul Heyse var den Aften yderst livlig, en fortræffelig
Vært, fortalte meget, underholdt sine Gæster. Han var som
en Harpe; der rørtes ikke ved den, uden at den tonede.
Bjørnson, der fik den Idé, at Heyse, nervøs som han var,
umuligt kunde taale en saadan Ødslen med Aand, brugte i