365 / 392
358
Arbejde og Anerkendelse
25.
Imidlertid var Lejligheden i
Unter den Zelten,
tredie
Sal, blevet snevrere. En lille Pige havde i nogen Tid op
taget Plads. Da en anden lille Pige kom til Verden, blev
det nødvendigt for mig at gøre et eller andet Skridt for at
opnaa en lidt rundeligere Indtægt end den, Humboldtakade-
miet afgav. Jeg mindedes Schillers Ord af Sangen om
Klokken:
Der Mann muss hinaus
ins feindliche Leben,
muss wirken und streben,
muss wetten und wagen,
das Glück zu erjagen.
Jeg besluttede at holde en Række Forelæsninger i Kristiania,
hvor jeg fire Aar tidligere havde vakt Røre og faaet en god
Modtagelse; jeg havde i den franske Romantik et umaade-
ligt Stof, som kunde bearbejdes, udvides, sammentrænges
stedse paany. Jeg rejste da til Norge.
Mellem Nässjö og Laxå havde jeg til Rejsefælle i Vognen
en lille Teolog fra Lunds Universitet, som indlod sig med
mig og klagede over den forfærdelige Ugudelighed, der i
den senere Tid udbredte sig i de nordiske Lande. Hoved-
mændene er tre, sagde han, en for hvert Land: Victor
Rydberg hos os, Bjørnson i Norge og Georg Brandes i
Danmark; men han er den værste, en sand Pest. — Jeg
gav Manden Ret, og vogtede mig vel for at give mig til
Kende. Imidlertid var der Folk i Kupéen, der kendte mig,
og en af dem sagde, da Teologen var steget ud, smilende
til mig:
Det roade doctorn a tt drifva med unga herren.
I Kristiania, hvor jeg ankom første Maj, traf jeg en
formelig Vennekres; blandt det skrivende Folk Thommessen,
Lars Holst, Vullum, Henrik Jæger, blandt Kunstnerne Skram-