368 / 392
Arbejde og Anerkendelse
361
Jeg havde lært hans Pragtskikkelse at kende, da han
som ungt Menneske opholdt sig i Kjøbenhavn, og først som
Sørensens Elev, senere som Drachmanns Elev og Kamerat
lærte Marinemaleriet. Han bar da, naar han var ved sit
Arbejd, en tætsluttende Jakke og Knæbenklæder, saa han
lignede en ung Kunstner fra fordums Tid. Han var en vel
proportioneret Kæmpe, havde et smukt Hoved med glat,
brunt Haar, dejligt voksende kløftet Skæg og blaa, rolige
Øjne.
Hans Fader var en gammel, snurrig og selvstændig
Apoteker, der gik med Kalot og talte uophørligt. Han selv
var udgaaet fra et aandeligt bevæget, selskabeligt Hjem, hvor
de Bedste i Kristiania under Venstrebevægelsens Trængsels
tider havde havt deres Tilhold. Det var foruden det Sars’ske
næsten det eneste Hjem i Byen, hvor Bjørnstjerne Bjørnson
blev vurderet og forsvaret. Frits Thaulow var Kunstner med
Liv og Sjæl, var altid naturlig, talte ikke om hvad han ikke
forstod sig paa. Overfor mig paastod han dengang, at han
ikke behøvede at forklare sig; jeg kunde se igennem ham
som gennem Glas.
Han havde nylig besøgt mig i Berlin. Han var en Dag
efter sin sparsomme Vane taget ind paa et lille Hotel af
syvende Rang, og saa’ i de simple Omgivelser ud som en
Kunstnerprins. Han havde paa den Tid udviklet sig, fundet
sin Ejendommelighed, var begyndt at vække Opsigt ved sit
Talent og at tjene Penge ved sin Kunst, saa der var kommet
noget Sikkert og Selvherreagtigt over hans Væsen. Han
ønskede i Berlin at studere Adolf Menzels Billeder og gøre
dennes personlige Bekendtskab, vilde udtale sin Beundring
for „den store, store Kunstner“, som han kaldte ham, og
var saa heldig at træffe ham paa Galleriet. — Den lille
Menzel var som elektriseret af dette Møde. Han sagde til
mig: Ein Hiine geht auf mich'los, sagt mir iiberstromend