372 / 392
Arbejde og Anerkendelse
365
mindre der var tegnet 200 Tilhørere, brugte han det Fif,
saasnart hundrede var tegnede, at telegrafere til mig: 200
Tilhørere
sikrede.
(Og virkelig kom der efterhaanden endog
adskilligt flere.)
Min sidste Dag i Kristiania var den syttende Maj, Kon
stitutionsdagen. Kielland, Krohg og Sars var hos mig; jeg
saa Smaagutteprocessionen fra mit Hotelværelse. Malerne
Dierichs og Skramstad kom for at indbyde mig til en Fest
lighed, Kunstnerne vilde give mig. Men det var for sent.
31.
Da Alexander Kielland skulde tilbage til Stavanger og
jeg skulde til Bergen, aftalte vi at gøre Rejsen sammen. I det
Øjeblik, jeg om Aftenen gik ombord paa Skibet, raabte en
Del halvdrukne unge Bøller, der stod paa Bryggen: Ugude
ligheden gaar ombord! Den fri Kærlighed gaar ombord! saa
jeg kunde glæde mig ved at være kendt.
Kielland fik hurtigt brygget Æggetoddy, og vi tilbragte
Aftenen paa Skibet godt. Næste Dag passerede vi i smukt
Vejr Drøbak, Arendal, Lillesund, disse norske Kystbyer, der
alle ligner hverandre, og kom om Aftenen til Christianssand,
hvor vi maatte vente syv Timer for den regelrette Post
befordrings Skyld.
Kystens Skær var mærkværdige. Klokken fire om Mor
genen begyndte Skibet at gaa, og der var mellem Flekke-
fjord og Egersund heftig Søgang. Jæderrejsen foretog jeg
da med Jernbanen. Landskabet mindede mig om Gustave
Dorée’s Illustrationer til Dantes Helvede; det var som et
Jernlandskab, ikke en Busk, ikke et Straa. Fjældene stod
mørke, uhyggelige uden et Solglimt. Saa kom der et Sted,
hvor det fraadende Hav saas, og et Sted, hvor den gule
Sand, med Marehalm som paa Jyllands Vestkyst, begyndte.