374 / 392
Arbejde og Anerkendelse
367
forældet, angreb en Kapellan mig næste Dag i Byens kon
servative Avis som Forhaaner af Treenigheden. — Norge
var da i lige saa høj Grad som Danmark et præsteredet
Land.
33.
Byen fængslede mig ved sin Beliggenhed og sine gamle
Huse — Finnegaarden paa Tyskebryggen — med Minderne
fra Hansaens Tid: disse Trapper, der var skjulte i et Skab,
disse Sovekamre, hvor Sengen var til at rede ude fra Trap
pen, Piskene til Hustugt, alle disse Vidnesbyrd om gamle
Tiders Sæder.
Jeg saa — i øsende Regn, som det sig burde i Bergen —
det Hul, hvorigennem Niels Klim steg ned i Jordens Indre.
Men mest nød jeg de lyse Nætter, hvis Mage jeg aldrig
havde set, nød dem og led tillige under dem; thi det var
mig næsten umuligt at sove. I Hotellet, Byens bedste, var
der hverken Skodder eller mørke Gardiner for Vinduerne,
kun hvide Flors Forhæng. Samme Hotel var overhovedet
ikke egnet for Nogen, der ønskede Arbejdsro. Der var ved
Fællesbordet fuldt af tyske Handelsrejsende, som gjorde
Larm, og af engelske Turister, der sikrede sig de bedste
Stykker af Alt. To Gange i fjorten Dage var der desuden
Bryllupsgilder i Hotellet, saa støjende, at de gjorde Natte
søvn umulig
Byens patriarkalske Tilstand rørte og fornøjede mig..
Jeg var meget indbudt. Da jeg som Svar paa en Indbydelse
udtalte, at jeg først kunde komme ved 11-Tiden om Aftenen,,
erklærede man mig, at ogsaa det var godt. — Men hvordan
kommer jeg ind? — Ad Døren. — Men naar den er lukket?
— Vi lukker aldrig Døren. — Ikke om Natten? — Nej,
hvorfor skulde vi gøre det? — For at undgaa Overfald og