370 / 392
Arbejde og Anerkendelse
363
Jeg havde nu mit første Møde med denne Mand, hvem
jeg nogle Aar senere skulde træde nær. Vi spiste en Dag
alene til Middag sammen paa Engebrets Restaurant.
Lille som han var, spændstig og rank af Skikkelse, med
sort Haar og sort Fuldskæg, mørk af Lød, lignede Præsi
denten ikke nogen Nordmand, men en Ætling af omplantede
Fremmede, fra hvem han efter Sigende ogsaa stammede ned.
Hans Høflighed var overordentlig, gik indtil det Ceremonielle;
hans Tale var klar og hvas.
Vor første Samtale forbausede mig. Under den Mis
stemning, som dengang i Norge herskede mod den svenske
Regering, var jeg vant til at høre Udfald mod Kong Oscar.
Af mine Bekendte kaldte alene Konsul Falsen ham med
Hengivenhed „min Konge“. Men Udtalelser som Sverdrups
havde jeg aldrig hørt. Han paastod, at Kongens Handle-
maade kun var forklarlig som Udslag af Højhedsvanvid, og
udtrykte sig stærkt nedsættende om hans Person. Kongen
plejede, paastod han, som Kronprins og
Admiral i svenske
Havne sammen med sine Officerer at danse paa Dækket
med nøgne Kvinder. — Jeg spurgte ham forbauset, hvor
han kunde tro paa en saadan Røverhistorie. Fraset alt
Øvrigt, som gjorde den utænkelig, var der jo dette, at ingen
Admiral efter saadanne Optrin kunde haandhæve Disciplinen.
Men Sverdrup blev næsten vred og hævdede, at han vidste
Besked. — Fem Aar derefter sagde han i min Stue til mig
om den samme Konge: Hans Majestæt
KongOscar har i
sin Visdom bestemt — jeg siger Visdom; thi det er det
eneste Ord, der passer paa Kongen . . . . Sverdrup var da
blevet Konseilpræsident.