366 / 392
Arbejde og Anerkendelse
359
stad, Skeibrok, Frits Thaulow, Ross og min Ven fra Berlin
Christian Krohg, blandt Universitetsmændene Skavlan, Sars,
Lyng, Schiøtt, endelig en gammel god Bekendt fra Dresden,
Konsul Falsen.
Fra mange Sider mødte mig den overordentlige norske
Gæstfrihed, som altid rører en Dansk. Det glade, ubundne
Liv i Kristiania var mig tilmed nyt.
26.
Man havde nu anden Gang indgivet Ansøgning for mig
om en Sal paa Universitetet og var i en vis Spænding med
Hensyn til Afgørelsen, der trak noget ud. Endelig kom
Svaret; jeg fik Adgang til Festsalen. Men denne Tilladelse
vakte Gejstlighedens Harme, og en Pastor Schiørn blev dens
Tolk.
I
Aftenbladet
anklagede han Universitetet i de vold
somste Udtryk. Ved at modtage mig tilkendegav det, at det
ikke fandt sig opfordret „til at lægge nogen Hindring i Vejen
selv for de aabenbareste og bitreste Angreb paa Kristen
dommen“. Pastor Schiørn paastod, ganske som før ham
Pastor Heuch, at min Virksomhed „væsentlig gik ud paa at
angribe Kristus“. I hans Øjne var jeg imidlertid en Art
Komediant; han kaldte mig med Forkærlighed „Aktøren“.
Han betegnede det Skuespil, hvori jeg „som bekendt var
en talentfuld Aktør“, som et Skuespil, hvori Aktøren „frydede
sig ved at gentage den Dagsgerning, som er skildret af Evange
listen Mathæus i det 26. og 27. Kapitel: Nazaræeren stilles
atter frem for at bespottes, hudflettes og korsfæstes“. Jeg
„Aktøren“ godtgjorde min Overlegenhed „ved at slaa Kristus
i Ansigtet, hudflette ham med Spottens Svøbe, skyde til
Maals efter hans Hjerte med Viddets Pile“. Jeg „naglede
Kristus til Korset paany“ — alt dette i nogle projekterede