362 / 392
Arbejde og Anerkendelse
355
sendt mig sine første Sager til Berlin og taget mig i Beslag
ved yderst livlig Brevveksling. Nu gjorde han i Kjøbenhavn
mit personlige Bekendtskab og viste mig en saa paatræn
gende Hengivenhed, at han gerne stillede om Morgenen tid
ligt, før jeg endnu havde gjort Toilette, og derefter fulgte
mig som min Skygge, naar jeg gik ud. Han efterlignede til
mine Brødres Moro min Klædedragt, saa jeg i Reglen ved
hvert paafølgende Besøg i Kjøbenhavn traf ham klædt i de
Bukser, jeg havde baaret under det forrige. Han anskaffede
sig en brun Fløjls Jakke, et Par lysegraa Benklæder, en
hvid Foraars-Overfrakke, hvadsomhelst jeg havde baaret.
Naar jeg sagde til ham, at hans Passion snart vilde gaa
over, svarte og skrev han, at han var haardnakket og ud
holdende i sine Følelser som ingen anden.
Med Sorg og Bluelse tænker jeg paa al den Tid, jeg
vel en tre Aar igennem spildte paa ham, med Besvarelse af
hans Breve, med Gennemlæsning og Rettelse af hans Prosa
og hans Vers. Derefter skrev han en Bog, han bad mig
anmelde, men som jeg erklærede ham, det var mig umuligt
at rose til hans Tilfredshed. Han lod sig ikke skræmme af
mit Afslag; men fornyede sin Anmodning gennem en dansk
Dame, i hvis Hus han havde insinueret sig for, som han
oprigtigt tilstod, jævnlig at kunne træffe mig dér. Da jeg
nødigt vilde støde denne Dame, en trofast Veninde af mig,
skrev jeg modstræbende en Anmeldelse. Men den faldt ikke
ud efter Forfatterens Ønske, og hans Stemning overfor mig
slog da fuldstændigt om. Han følte Trang til straks at med
dele Omverdenen dette sit Omslag, og gjorde sig da til Organ
for alle de Beskyldninger, mine Avindsmænd plejede at rette
imod mig, anklagede mig desuden for private Ytringer, jeg
skulde have sagt til ham som formentlig Ven i min egen
Stue, men meddelte tillige, at han aldrig havde kendt noget
videre til mig personligt. I en Rejsebeskrivelse, han stykke