357 / 392
350
Arbejde og Anerkendelse
i Klareboderne ; men Familien var borte, til den første Op
førelse af Molbechs
Faraos Ring.
Vi talte fortroligt sammen;
Bjørnson bad mig om en Anbefaling til Paul Heyse, da han
fra Kjøbenhavn agtede sig til München.
Mens jeg om Sommeren var i Berlin, havde Bjørnson
i sine Breve atter og atter forsikret mig, at de moderate
danske Politikere, Frede Bojesen, Høgsbro osv., var ivrige
for at faa mig kaldt tilbage til Danmark. Han var lidt for-
.nærmet over min haardnakkede Skepsis. Nu, da vi traf
hinanden og han vidste, at Berg og Hørup havde sat Sagen
i Bevægelse, gjorde han sit Yderste for at fremme deres
Plan, talte med Høgsbro, med Grev Holstein, arbejdede for
mig, som var Sagen hans egen. Vanskeligt stillet som jeg i
Udlandet var, lod jeg ham og de andre raade. Men mit
Hjerte blødte ved Tanken om at komme tilbage. Det var
mig da, som vilde al Glæde i det Tilfælde slukkes i mit
Liv, og jeg sagde ofte for mig selv disse Karl den Femtes
Vers af
Hernani,
hvori jeg dengang fandt min egen Stem
ning beskrevet:
Eteins-toi, cœur jeune et plein de flamme!
Laisse regner l’esprit que toujours tu troublas.
Tes amours désormais, tes maîtresses, hélas!
C’est l’Allemagne, c’est la Flandre, c’est l’Espagne.
L’Empereur est pareil à l’aigle, sa compagne,
A la place du cœur il n’a qu'un écusson.
Min Bekymring var overflødig. Sagen strandede, som alt
nævnt, i Rigsdagen, saaledes som den skulde gøre det i de
næste tyve Aar.
Nogle Dage derefter var der hos Hegels stor Middag
for Bjørnson. Der var Drachmanns, Schandorphs, Pietro
Krohn, den norske Maler Ross. Drachmann oplæste det
smukke Digt til Bjørnson, som kom til at indlede hans
Ungdom i Digi og Sang.
Jeg havde Fru Bjørnson til Bords,