358 / 392
Arbejde og Anerkendelse
351
en højst naturlig og elskværdig Dame. Da jeg skemtende
spurgte hende, om og hvor længe hun havde delt sin Mands
tidligere, ublide Følelser for mig, svarte hun artigt, at hun
aldrig havde havt noget imod mig. Da hun viste sig for
domsfri og kvindelig, vovede jeg at tale til hende om et
Anliggende, der længe havde ligget mig paa Hjerte, Mulig
heden af en Forsoning mellem Bjørnstjerne Bjørnson og
Henrik Ibsen. Jeg sagde til Fru Bjørnson: Er De ikke
enig med mig om, at Uvenskabet mellem Deres Mand og
Ibsen har varet længe nok og savner dybere Grund? —
Hun nikkede. — Godt. Ikke sandt, De har gaaet i Skole
med Fru Ibsen, er altsaa gammel Bekendt af hende. Hvad
var da naturligere end at De, naar De nu kommer til Mün
chen, gjorde hende et Besøg! Hun er en ligesaa forstandig
Dame som De. Der er da neppe Tvivl om, at det vil
lykkes Dem og hende i Forening at faa de mange Aars be
klagelige Misstemning til at ophøre. — Nej, nej! svarte
Fruen, det vover jeg ikke for min Mand. Bjørnson vilde
ikke tilgive mig det. — Lov mig i det mindste at tale til
ham derom. —
Næste Dag traadte Bjørnson ind til mig og sagde hef
tigt: Hvad er det for noget, De igaar har sagt til min
Hustru? — Jeg vidste først ikke, hvortil han sigtede; men
da jeg forstod det, opretholdt jeg min Paastand, at de to
Mænd, der i Forening repræsenterede Norge, burde for-
sones. Men Bjørnson tog lidenskabeligt til Genmæle; red
sin Kæphest, hans Ringeagt for Ordensdekorationer. Ibsen
havde Brystet fuldt af Ordener og et helt Hundehalsbaand
om sin Hals. Det var usselt. Hellere end at række ham
Haanden, vilde han stikke sin Haand i
Sop
(Paddehatte).