371 / 392
364
Arbejde og Anerkendelse
30.
Alexander Kielland
og jeg havde sat hinanden Stævne
i Kristiania. En Aften, da jeg gik fra Universitetet, sagde
en Bekendt til mig: Kielland var paa Deres Forelæsning:
han sad ved Siden af mig. — Uvilkaarligt gjorde jeg det
taabelige Spørgsmaal: Var han tilfreds med Forelæsningen?
— Ja, lød Svaret, derom sagde hån oprigtigt talt Ingenting.
— Slet Ingenting? — Ja, det vil sige, han sagde: Jeg gad
dog vide, hvor den Mand faar sine Kjoler syede. Den
sidder udmærket, den, han har paa. —
Næste Morgen kom Alexander Kielland, og vi havde
vor første, overstrømmende Samtale. Han var munter og
selvironisk, fortalte, at han den Dag for første Gang skulde
se den senere Fru Skram, der havde brevvekslet med ham,
og udbad sig saa min tyske Skrædders Adresse. Selv lod
han alle sine Klæder komme fra Hamborg, hvor man havde
hans Maal. Hans Lapseri var et Barns, hans Karakter en
tapper Mands. Hans
Novelletter
havde fremkaldt Beundring
og Forventninger hos mig; det daglige Samliv med ham i
Kristiania var en Fornøjelse, selv om han med sine nær-
gaaende Bemærkninger og Spørgsmaal nu og da var lidt
taktløs.
Med
Lars Holst,
dengang det norske
Dagbladets
Re
daktør, tidligere Journalist i Bergen, havde jeg staaet i Brev
veksling i Halvfjerdsernes Begyndelse; han havde paa hin
Tid, da Bjørnson endnu var ortodoks, gjort mig opmærk
som paa den rationelle Linje i Norges Kultur, der førte fra
Henrik Wergeland til den tidligt afdøde Fjørtoft. Nu lærte
jeg Holst personligt at kende, og som Bergenser ønskede
han, at jeg skulde tage til Bergen for ogsaa at tale der.
Nuværende Direktør for Museet i Bergen,
Johan Bøgh,
var
lidenskabelig for Sagen, og da jeg ikke vilde rejse, med