349 / 392
342
Arbejde og Anerkendelse
er den, der endnu bestaar som den afgørende Skole for
franske Diplomater.
Smuk, stilfærdig, livfuld og klar som Boutmy ^ar, gjorde
han et velgørende Indtryk. Jeg gensaa ham ikke før i 1904,
da Fru Taine en Dag indbød os til Frokost sammen. Da
var han næsten blind, kunde kun gaa ledet af sin lille
Adoptivdatter, men var overfor mig ganske den samme. Der
var nu den Forskel i hans Væsen, at lystige Bemærkninger
om Pariserforhold, som dem, han i sin Ungdom kom med,
hørtes ikke mere fra hans Læber. Livligheden var for
svunden, ene Klarheden var bleven. — Aaret efter var
han død.
Han talte dengang længe med mig om den franske Ro
mantik. Efter hans Opfattelse var den i Grunden slet ikke
romantisk
un fa u x romantisme, classique au fond.
Det
franske Naturel var latinsk og klassisk; hvilke Spring og
Sving det end foretog sig, det faldt altid tilbage til Klas
sicitet.
Han delte ikke mine varme Følelser for Ludovic Vitet,
paastod, at han havde været Madame Duchatel’s Elsker, at
han gennem hende havde opnaaet Grev Duchatel’s Beskyt
telse og skyldte den sin Carrière. Han fandt det pudsigt,
at Vitet derefter havde skrevet Grevens Biografi. Men
nogen Aarsagsforbindelse mellem Grevindens mulige Hen
givenhed for Vitet og dennes Forfremmelse er umulig. Thi
Grev Duchatel giftede sig først i Slutningen af 1837; han
havde været uadskillelig Ungdomsven af Vitet, og denne var
allerede 1836 Medlem af Statsraadet.
Jeg troer, dette er den eneste urigtige Antagelse, hvori
Emile Boutmy har gjort sig skyldig.