342 / 392
Arbejde og Anerkendelse
335
næste Hefte og bede Dem tilstille mig samme.“ Jeg gav
en Række Prøver paa de foretagne Ændringer og sluttede:
„Endelig har man havt den utrolige Smagløshed at lægge
mig en Ytring i Munden, i hvilken jeg (tilmed paa den
urimeligste Maade) roser mig selv.“ — Det var vel kun en
eneste Linje, og jeg vidste vel, at intet Menneske i Tysk
land vilde agte paa den; men, som jeg i mit Brev bemær
kede, „i Danmark, hvor jeg har adskillige Fjender, vil den
blive læst Ord for O rd.“ I det Svar, jeg modtog, hed det:
„Det Skete gør os uendelig ondt, og vi beder Dem kun om
ikke at tage Sagen saa tragisk, som Deres Brev fremstiller
den, og hvortil De desværre har fuld Berettigelse.“ Ikke
desmindre sluttede Brevet med, at Redaktionen „af let-
forstaaelige Grunde“ ikke kunde beslutte sig til at fralægge
mig Forfatterskabet.
Da der gik fulde tre Uger, uden at
Dagbladet
og
Fædrelandet
i Kjøbenhavn gjorde Anskrig, tænkte jeg, at
man maaske denne ene Gang havde fundet Anledningen for
ubetydelig eller havde overset mit Navn paa Omslagets Inder
side; men nej! Der maatte kun hengaa den Tid, som ud
krævedes, for at Heftet naaede det store kongelige Bibliotek
i Kjøbenhavn, Arsenalet for Vaabnene imod mig.
Artiklen blev i de danske Blade gengivet med sædvan
lig Perfidi. Det gjaldt om at godtgøre, jeg alene roste mine
„Venner“. Byen var jo ikke større, end at Alle vidste, jeg
kendte Professor Schiodte. Følgelig hed det, at jeg favori
serede ham, og i
Fædrelandet
blev derfor de stærke Lovord,
jeg havde udtalt om Japetus Steenstrup, oversprungne. Byen
var fremdeles ikke større, end at Alle vidste, jeg kendte
Historikeren Fridericia. Følgelig fremhævedes, hvad jeg
havde sagt om ham, skønt han var den Historiker, der
havde faaet kortest Omtale, og man udelod det langt udfør
ligere, som fandtes om Birket-Smith og Troels-Lund. Hele