337 / 392
330
Arbejde og Anerkendelse
i Januar 1879 spurgte min danske Forlægger, Hegel, om
han vilde udgive den, afslog han bestemt at trykke endog
blot et Oplag paa 500 Eksemplarer, da jeg havde altfor faa
Læsere i Danmark. Jeg samlede mig da ganske om Studier
til
Hovedstrømningernes
femte Del.
Paa dette Tidspunkt blev Festen for Universitetets fire-
hundredaarige Bestaaen fejret i Kjøbenhavn. Sange og Taler
strømmede over af Kongetroskab, Snobberi, ægte og forloren
Gudelighed; om Videnskab eller i videnskabelig Aand faldt
der ikke mange Ord. Paa Afstand tog disse Festligheder
sig lidet tiltalende ud.
Medens jeg i Juli 1879 var nogle Uger i Kjøben
havn, spiste jeg en Dag til Middag med Chresten Berg og
Viggo Hørup. Jeg saa da Berg for første Gang. Han var
blond, tyk, bred, mavefør, svulmede af Selvfølelse; en
Agitator af Rang blandt Bønder; overbevist om nogle de
mokratiske Doktriners Sandhed og Værd. Han var i høj
Grad spydig overfor en Del tilstedeværende Kjøbenhavnere
af Venstre, hvem han bebrejdede politisk Slaphed; de burde
oprette Blade ude i Landet og personligt agitere paa Møder.
Overfor mig var han nærmest venlig, betragtede mig som
Partifælle og Medsammensvoren, der burde beskyttes. Han
vilde for at gaa udenom Konsistorium foreslaa, at der paa
Finansloven bevilligedes mig 3000 Kroner aarligt som ekstra
ordinær Docent. Han og Hørup skulde sætte Sagen igennem.
Jeg blev i Berlin samvittighedsfuldt underrettet om alle
de Stadier, denne Sag efter dansk Vis gennemgik. Den gav
Anledning til omstændelige politiske Forhandlinger, til hvad
man respektstridigt turde kalde det uendelige Sludder om
Ingenting; men Berg var sikker paa sin Magt til at gennem
føre Bevillingen, især da man i Fischer havde en Minister,
som var den gunstig. Sagen blev trukket ud fra Midten af
Juli til Slutningen af December. Da Finansudvalget samledes