329 / 392
322
Arbejde og Anerkendelse
Pianospil; fra Boligerne i Stuen lyder de mest buldrende Forte’r; dér
boer ufravigeligt en Russer eller en Græker, der gaar paa Konservatorium
og uddanner sig til Virtuos; paa første Sal spiller Herrerne og synger
Damerne hver Dag de samme Stykker; ovenover spiller Mødrene for
deres Børn, og alle disse Lyde trænger blandede til det vildeste Kaos op
og ned gennem de pragtfulde Porcelæns-Ovne, der staar i Forbin
delse med hverandre, saa man i tredie Etage kan høre Musiken fra Stue
etagen, som spilledes der i Værelset, hvor man er — og dette afgiver
Hjem for
tænkende
Væsener, skal i det mindste afgive Hjem for dem,
og dette rædselsfulde, mekaniske, taabelige Spektakel skal ovenikøbet
være — Kunst. Kunst! I Himle!*)
6
.
Det var langt fra, at jeg led ringeste Nød; jeg levede
som mine Standsfæller. Ikke desmindre havde Nærings
sorgen mig i Struben, idet jeg uafbrudt og nøje maatte passe
paa at have ethvert lille Arbejde færdigt saa betids, at jeg
ikke kom til at staa uden Penge. Det vilde ogsaa være
lykkedes, ifald Forlæggere, Tidsskriftsudgivere, Redaktører
havde leveret Honoraret saa punktligt som jeg mine Artikler.
Men det skete sjældent eller aldrig. Der var Ingen, som
bedrog mig. Men Forlæggere og Udgivere var ligegyldige
for, om Betalingen kom nogle Dage eller Uger senere, og
saaledes var jeg ret jævnligt i Forlegenhed. En Majdag havde
jeg kun fire Mark tilbage, en Junidag kun en Mark. En
Eftermiddag maatte jeg negte mig hjemme for en ung Ge
sandtskabssekretær, fordi det var mig umuligt at byde ham
en Kop The, og det var Thetid. I Sommeren 1878 maatte
jeg sende Afbud til et Selskab, hvor jeg ventedes, fordi jeg
ikke havde Penge til en Vogn. Det blev efterhaanden som
en Sport, et Spil at sørge for, der altid til rette Tid var
Penge i Huset. Arbejdsgiverne i de højere Fag tænker
sjældent paa, hvad Betydning det har for Aandsarbejderen
at faa sin Betaling punktligt. Jeg lærte det i hint Tidsrum
*) Samlede Skrifter XIV 178.