327 / 392
320
Arbejde og Anerkendelse
5.
Saasnart jeg var færdig med at gengive
Esaias Tegnér
paa Tysk i sammentrængt Skikkelse — Interessen for Æmnet
var for ringe til at man vilde udgive Skriftet ubeskaaret —
begyndte jeg Studierne til en Bog, jeg nu agtede at skrive,
en Fremstilling af Benjamin Disraeli’s politiske Liv og
literære Virksomhed. Æmnet fængslede mig, og paa den
Bevægelse mod jøderne, der netop da opstod i Tyskland,
vilde jeg med denne Bog forsøge at give et Svar. Jeg ar
bejdede efter bedste Evne med Stoffet, men stadig forpint
af min Mangel paa Raad til at købe mig det Utal af Bøger,
jeg burde kende, altsaa af hvad jeg for mig selv kaldte min
ved Pengemangel fremtvungne Overfladiskhed.
I den sidste Uge af September var jeg endelig saa vidt,
at jeg kunde begynde Nedskrivningen af denne Bog; men
den maatte nødvendigvis komme ud før Jul, hvis jeg skulde
kunne klare Nyaarets Udgifter. Jeg havde skrevet den første
Snes Sider, da en Fristelse kom over mig til at afbryde
Arbejdet. I et anonymt Brev fra Norge, som jeg modtog
den 21. Oktober, blev der mig tilsendt 122 Mark og 200
Francs, de tyske Penge, som Brevet sagde, til en Billet
frem og tilbage til Paris for at se Verdensudstillingen der,
og de franske Penge til Opholdet. Gaven var jo ikke over-
daadig, især da — som jeg lang Tid efter erfor — Afsen
deren var mange Gange Millionær; men min Længsel efter
Paris var saa stærk og min Lyst til at se en Verdensudstil
ling saa stor, at jeg i første Øjeblik ikke modstod, men ilte
til Gesandtskabet for at faa det dengang til en Pariserrejse
fornødne Pas. Neppe havde jeg imidlertid dette, før jeg
slog om, følte, det vilde være en utilladelig Letsindighed at
bevillige mig selv en saadan Ferie, gik til
Rodenberg
og op-
naaede Plads for den endnu uskrevne
Disraeli
i Januar-