387 / 392
380
Arbejde og Anerkendelse
havde kendt min vise gamle Ven d’Arrest, og da vi i
Trængslen havde stillet os mod Væggen, mærkede vi Uro
og Bevægelse blandt de Forsamlede, der traadte til Side og
gav Plads. Det var Kejserinden, som gik søgende gennem
Salen. Alle veg til Side, saa Förster og jeg pludselig stod
synlige fra alle Sider. Men da Kejserinden gik hen til mig,
fjernede ogsaa han sig. Hun sagde til mig:
Ich wiederhole,
was ich gesagt habe, es hat mich sehr erfreut, Ihre Vorlesung
zu hören. Ich weiss, Sie haben auch vorher anderswo ge
redet, in der Humboldtakademie, nicht wahr? Sind Sie lange
in Deutchland gewesen?
—
Seit drei Jahren, Majestät.
—
Nun müssen Sie hier bleiben.
Hun udspurgte mig saa, om
mit Ophold i Frankrig og om mine Studier der, sagde:
Sie
haben Ihre Zeit dort sehr gu t und gründlich benutzt. Ich
hoffe, wenn Sie hier bleiben, noch öfters Gelegenheit zu
haben, Sie zu hören und zu sehen.
Der blev sent paa Aftenen en mærkelig Stemning i de
store lyse Rum, ved hvis Døre Grenaderer i Uniformer fra
Frederik den Stores Tid holdt Vagt. Den rige Belysning fik
Hofuniformernes Guld og Diamanterne om Damernes Halse
til at kaste stærke Reflekser. Efter de Kejserliges Bortgang
var Selskabeligheden tvangfri, og man blev Vidne til oprømte
og kloge Samtaler, førte mellem nogle af Tysklands bedste
Mænd.
Henad Midnat forlod jeg Slottet. Wilhelm Förster fulgte
mig til min Dør.
43.
Næste Dag hentede en Bekendt mig til en Spadseretur
i Thiergarten, hvor alle Træer i den stille Frost var bedæk
kede med Sne. Da han forlod mig, gik jeg længe om i
Haven alene.