388 / 392
Arbejde og Anerkendelse
381
Jeg grublede over den tyske Folkeaand, som den indtil
da havde udviklet sig i det nye Rige. Dens Kraft syntes
mig i Hovedsagen at bero paa den Lethed, hvormed den
lod sig disciplinere. Tyskerne selv betegnede sig vel gerne
som Individualister i Sammenligning med de sociable Fransk-
mænd og de politiske Englændere. Men de syntes mig mindre
individualistiske end de selv mente. Det upersonlige Forhold
til Livsmagterne var saare hyppigt.
Alt var her reguleret. Der var altfor mange anonyme
Følelser, som her kvaltes og dræbtes, fordi de skulde have
et Navn og fik et bestemt, der ikke passede for dem. Alt
for tidt opfattedes saaledes Følelsen som Individet forment.
Saa mange Enkelte, saa mange Arter af Følelser. Og saa
mange Genstande for disse Følelser, saa mange Varianter.
Der var Hjerter, som ikke kunde smeddes i Regler. For
dem var Tyskland ikke Landet.
Hvad den personlige Særegenhed i Tyskland angik,
mindedes jeg et Ord, som en kritisk Tysker en Dag havde
sagt mig: „Her har hver sin Marotte (Kæphest), det er den
hele Individualisme; der er næsten ingen, som har Initiativ.“
Og det faldt mig ind, at det var vel derved at Bismarck
havde faaet saa stor Magt over dette Folk, han, der, som
han selv havde sagt, var
ein Mann von Initiative.
Enhver
Samtidig burde lære af ham, hvad han formaaede. Og jeg
gentog for mig selv paa Tysk:
Erst wägen, dann wagen,
siger Moltke.
Noch lange nicht genug,
siger Bismarck —
to dybe Ord.
Jeg gik længere ind i Thiergarten, Sneen laa højt og
tæt, og lyste, hvor Solstrejf faldt paa den. De gamle Ka
stanietræer om Goldfischpark saa’ alvorlige og milde ud med
deres nøgne, af Sneen skjulte Grene. I det Indre af Haven
stødte jeg paa en Gruppe stejle Graner. Jeg tænkte paa
Norden, paa de Danske, der tilfredse med hverandre havde