383 / 392
376
Arbejde og Anerkendelse
opnaaet. At Kejserinden havde ønsket at høre mig tale og
var kommet for at høre mig, var visselig intet særdeles
Mærkeligt. Med sine 69 Aar havde den gamle Dame ikke
glemt, at hun var Prinsesse af Weimar, Karl Augusts Sønne
datter og Goethes Elev. Men naar jeg betænkte, hvilken van
vittig Fantasi det var, at Kongen eller Dronningen af Dan
mark eller endog blot det ringeste Medlem af det Gliicksburgske
Kongehus skulde indfinde sig til en af mine Forelæsninger,
ikke blot nu, men om en Menneskealder, ifald jeg levede
saa længe — saa kunde jeg ikke lade være at finde de
tyske Forhold højst forskellige.
41.
Nogle Dage derefter fik jeg en Indbydelse til Hofbal
og Souper. Man lod mig vide, at jeg skulde forestilles for
Kejseren og Kejserinden; den sidste vilde lære mig at
kende.
Da jeg efter at være gaaet gennem nogle Sale kom til
Billedgalleriet, studsede jeg ved her i det gamle kongelige
Slot at se et Portræt af Kongehusets og Prøjsens Fjende
paa Davids berømte Maleri,
Bonapartes Overgang over St.
Bernhard;
jeg var ikke forberedt paa en saadan Fordoms
frihed. Medens jeg betragtede Billedet, hørte jeg en Stemme
bag mig sige paa Fransk: De her! Kan jeg være Dem til
nogen Tjeneste? — Det var den russiske Attaché, min gode
Ven, Hr. von Kumanin, i sin Hofuniform.
Det kan De, svarte jeg; thi jeg er ikke hofvant. Jeg
skulde i Aften forestilles for Kejseren og Kejserinden. Hvor
ledes bærer jeg mig ad dermed? — Det er ganske simpelt;
jeg følger Dem ind i den hvide Sal, hvor Diplomaterne se
nere bliver opstillede, men allerede nu forsamles. Dér hen