381 / 392
374
Arbejde og Anerkendelse
hvori jeg anmodedes om at være en af de Tolv, der i det
kommende Aar skulde holde Foredrag i
Wissenschaftlicher
Verein
i
Singakademie.
Disse Foredrag afholdtes aarligt
efter Kejserinde Augustas Ønske, og hun plejede selv at
høre dem.
Opfordringen var en Udmærkelse for mig. Auerbach
lykønskede mig til den med Ordene:
Die Singakademie
—
das ist der literarische Geheimerathstitel, von grösster Be
deutung fü r Ihre städtische Position.
Gneist kom for at gøre mit Bekendtskab. Jeg havde
endnu ikke i Berlin faaet Besøg af saa berømt en Mand.
Han havde netop da paa Anmodning udarbejdet en Forfat
ning for Japan. Hans juridisk-politiske Skrifter havde gjort
Indtryk paa mig. Han talte til mig om Mænd som Unger
og Miil, jeg til ham om hans Bøger, og bemærkede tilsidst:
Det forekommer mig, at der findes nogen Lighed mellem
Deres Grundanskuelse og Lorenz von Steins. — Lighed!
udbrød han med den fineste Beskedenhed. Lorenz von Stein
er jo den, jeg i Grunden skylder Alt.
Ved Kundskab og Intelligens ragede Gneist højt i Vejret
i Datidens Tyskland. Som Karakter stod han tilbage for en
Engelskmand som Stuart Mill.
Medens jeg forberedte mig til mit Foredrag i Singaka
demie, blev jeg paany angrebet i Kjøbenhavn. I Anledning
af en Artikel, jeg havde oifenliggjort om Renans Drama
Ungdomskilden,
angreb Ploug mig i Januar 1881 paany paa
det Voldsomste, negtede mig alt Talent og al Nationalfølelse.
Jeg saa, det havde været en Indbildning, at jeg i Kraft af
Anerkendelse i Udlandet kunde overvinde Hadet i Danmark.
Der var Morgener, hvor jeg, efter at have læst en saadan
Artikel, i mit Spejl mødte Ansigtet paa en Mand, der saa
ud, som havde der om Natten været Ild i et hans kæreste
Luftkasteller.