KøbenhavnPaaHolbergsTid

Rangsyge.

151

Handel og anden Bedrift og følte sig tilsidesatte lige over for deres

fornemmere Slægt. Magistraten havde Rang, Borgerofficererne havde

Rang og Embedsmændene, der ofte var Borgersønner, havde ogsaa

ofte Titler, derfor hunde den Tanhe ligge nær hos en Borger af

Handelstanden, der blandt sine Medborgere regnedes som en af de »for

nemme Borgere«, hvorfor han skulde staa tilbage for hine i Gang og

Sæde, hvorfor han, der bar den borgerlige og Byens Tynge og be

talte enhver sit, skulde vige for disse Slægtninge, der mangen Gang

sad i Borg og Gjæld.

Det gik da saaledes til, at naar man ikke fra oven kunde se en

ærgjærrig Borgers Fortjenester, maatte han gjennem formaaende Patroner

selv gjøre opmærksom derpaa, og naar Tiden var moden, indgav han

Ansøgning om at faa Titel og Rang. Fik han denne bevilget, fandt

hans Habo, at han var lige saa berettiget som hin, og derved opkom

denne »utidige Rangsyge«, som Falster skildrer i sin Satire 1722 og

Holberg i »Den honette Ambition«. Yi vil nævne nogle af Falsters

Vers, der er bedre end enhver anden Beskrivelse:

»Ej, koste livad det koste vil,

gid Pokker Penge skaane

for Rang, om man dem end dertil

hos andre skulde laane,

og 12 pro Cento udaf den

hver Juni Maaned give,

om man ved Landstliing skulde end

sit Gods til Pant forskrive.

Langt fra at jeg vil prutte om

en tredive Dukater

med mine høje Venner, som

blandt Titel-Potentater

mig Plads forskaffe vil, endskjønt

jeg intet dertil duer,

det grimme Ansigt er dog kjønt

ved Sminkevand og Eluer.

Det saa fornemme lader dog

til Bryllup og deslige,

at Præst og andre maa i Krog

for mig tilside vige,

at jeg har Tjener bag min Stol,

at alles Øjen gaber

paa mig, som Kompagniets Sol,

at alle for mig skraber«.