91
sionerne, som 4 Gange aarlig skulde fastsætte Skolepengene
og lade dem opkræve. Da Kommissionerne imidlertid ikke
kunde bedømme Forældrenes Evne, og desuden ikke besade
noget Tvangsmiddel, var det umuligt for dem at udføre
denne Befaling.
Man nøjedes derfor med Skolepenge af
dem. der godvillig betalte, og de fleste Børn gik desaarsag
frit, skjønt Skolepengene kun udgjorde
1
å
2
Mk. om
Maaneden.
S k o l e g a n g e n var meget ustadig, og Forretnings
gangen ved Mulkteringen alt for langsom, til at Bøderne
kunde virke, især fordi det var Direktionen, og ikke Kom
missionerne, som mulkterede. Første og anden Maaned, et Barn
forsømte, indkaldtes Forældrene for det Kommissionsmedlem,
som havde det særlige Tilsyn med Skolen, og bleve advarede
af ham; tredje og fjerde Maaned bleve de advarede af Kom
missionen, femte Maaned blev der klaget til Direktionen,
som saa gav en ny Advarsel, og paa denne Maade gik et halvt
Aar. Saa flyttede Barnet over Gaden ind i et andet Sogn
og drev dér det samme Uvæsen. Man kunde heller ikke
vente, at Kommissionerne med Iver skulde tage sig af de
enkelte forsømmelige Børn, naar der var Hundreder af
Børn, som de trods gjentagne Forestillinger til Direktionen
forgjæves søgte at skaffe Undervisning. Kevisionskommis-
sionen af 1834 bemærker derfor, at dette „Lemfældigheds-
System“ nedbrød Agtelsen for Skolevæsenet; thi „Almuen
har indset, at Skolekommissionernes Trusler ikke betyde
noget. Den véd, at de ingen Avtoritet have, og lader der
for Kommissionerne advare og true uden synderlig at lægge
sig saadant paa Hjærtet.“
Da der ikke fordredes særlige Kvalifikationer for at
faa Ansættelse som Lærer, og da Fordringerne til den be
falede Prøve vare meget lave, hvorhos Prøven ikke anord
ningsmæssig foretoges for Direktionen, men sædvanlig for
to Medlemmer af en Skolekommission, saa at Bedømmelsen
langt fra var ensartet, stod Læ r e r p e r s o n a l e t ikke højt i
Dygtighed. Den kummerlige Løn skulde heller ikke hid




