226 / 454
2 0 9
prøve at se paa den Opmuntring, der ligger i Muligheden for
at vinde de store Skarer for Kristus.
Som Landmandssøn véd jeg, at Jorden skal beredes, før
man med Udbytte kan saa sin Sæd deri, og et kirkeligt Ar
bejde her spænder over alle Arter af Jordbund, lige fra den
golde, ukrudtbevoksede Jord til den frugtbare Muld, der
giver god Vokseplads for Ordets Sæd.
Og man kan saa ofte tænke, at de golde Marker er saa
uforholdsmæssig store, de mange i Sognet, som man ikke
kender, og som ikke kommer i Kirken og tilsyneladende ikke
har Brug for Gud. Ellers skulde vor lille Kirke jo »spræn
ges« hver Søndag, hvor den nu blot fyldes, og selv om det
er med Glæde og Tak, at man ser Kirken fyldt, saa kan der
undertiden liste sig en Afmagtsfornemmelse over en ved Tan
ken om de store, golde Marker.
Men skal dette ikke tværtimod være en Opmuntring i
Arbejdet, her er jo saa herligt meget at vinde, og det kan
vindes; thi faar man Lejlighed til at pløje en Fure ind i de
golde Egne — ved Daab og Vielse og især ved Begravelser
— hvor man ikke blot ser Overfladen, men lidt af, hvad der
gemmer sig hos disse Mennesker, saa møder man ofte en
Længsel efter at blive anderledes, efter at laa bedre Glæder
og et nyt Liv, og selv om man nu og da pløjer imod en
Sten, som ikke vil give sig, saa er det dog saaledes, at langt
de fleste gerne aabner deres Døre for Præsten og under tiden
ogsaa helt deres Hjerter.
Men at der bliver pløjet en Fure engang betyder jo kun,
at der bliver Brakmark, og her kan det knibe med at faa
Tid til at komme igen med ny Bearbejdning og ny Sæd.
Kunde man blot følge dem, hos hvem et Møde med Kri
stendommen fik gemte Længsler til at spire frem, vilde me
get være vundet.
Brakmarken — for at blive i Billedet
er paa engang
opmuntrende og anklagende, det er en stor Glæde om Søn
dagen at se nye Ansigter blande sig med de kendte, men
samtidig bliver Manglen paa at kunne følge dem og hjælpe
dem længere frem særlig følelig, især hvis deres Kirkegang
efterhaanden ebber ud.
.
Og dog er disse Muligheder en stor Glæde; thr de v*sel’
at København kan vindes for Kristus, blot der skabes Mu
ligheder for en personlig Forbindelse.
Jeg tænker derved paa saa mange Kirker som muligt;
thi hver Kirke betyder, at der dannes en Kreds at Mennesker,
som selv grebne af Kristus vil gaa ud paa Byens a er og
Stræder og indbyde til Kongesønnens Bryllup; og naar cler,
selv i den golde Jord, der hvor Mennesker maaske gennem
Aar intet har haft med Kirke og Kristendom at gøre, tindes
rige Muligheder, hvad maa man saa ikke med Grund vente
cler, hvor man skaber Betingelserne for at faa et regelmæs