KøbenhavnsKirkesag

2 1 0

sigt Arbejde i Gang ud fra et Samfund af Mennesker, der

lever et kristent Liv i Ord og Gerning.

Det er med stor Tak til en saadan Kreds af trofaste Ven

ner, i et Sogn med mange aabne Døre og store Muligheder,

jeg skriver dette.

Kristian Pontoppidan,

Præst ved Filipskirken.

Fra Arbejdet ved Hans Tausens Kirken.

(Islands Brygges Sogn).

Til Trods for et vist Fællespræg, som de nogenlunde ens

ydre Kaar skaber, har hver af Menighederne ved Kirkefon

dets Kirker jo sit Særpræg. Og skulde jeg nævne det, der

er ejendommeligt for os paa Islands Brygge, vil jeg særlig

pege paa tre Ting.

Vort Sogn er i en vis Forstand Parvenu’en blandt de

nyere Kvarterer; det har ingen Historie. Hvor Murkolos-

serne nu ligger, var der endnu i min første Barndom Vand.

Omkring 1900 begyndte Opfyldningen, og nogle Aar efter

tog Bebyggelsen Fart, store Karréer rejste sig, hver med

henved 1000 Beboere i seks Lag ovenpaa hverandre, saa at

Sognet kun er udstrakt i een Dimension, i Højden. Temme

lig sent, i 1913, blev et særligt Distriktsarbejde begyndt, og i

1915 blev den midlertidige Kirke indviet. Befolkningen er

præget af de mange unge Familier med smaa Børn, medens

her kun ér faa gamle Mennesker. Den isolerede Beliggenhed

— Sognet er kun landfast med Amager Fælled, ellers om

givet af Vand — gør, at her er nogen Sognebevidsthed; man

véd i hvert Fald, til hvilken Kirke man hører, og dette er

i høj Grad kommet Kirkeindsamlingen til Gode.

Det er det andet, jeg vilde nævne, at den store Kirke,

som snart skal indvies, i overvejende Grad er bygget af

Sognet selv. Vi er taknemmelige for Hjælp udefra, baade fra

Landets Præster, fra Hans Tavsens Slægt og fra Kirkefon

det, som har ydet os 30,000 Kr. Men Grundstammen i vort

Byggefond, som nu udgør 141,000 Kr., er de mange maaned-

lige Smaabeløb, som trofast Aar igennem er kommet ind i

Kassen, mere i Enkronesedler end i Tikronesedler. Og vi

har den Tro, at der bagved denne Kapital staar aandelige

Værdier, af forskellig Art maaske, men Værdier, som nok

skal bære Rente, naar Kirken er indviet.

Det tredie, jeg vil pege paa, er, at vi, der gennem Aarene

har været Præster her, har været af en noget anden Støb

ning og haft vort Stade i en anden kirkelig Lejr end den,

der er den sædvanlige ved Kirkefondskirker. Og' jeg kan

føje til, at vi altid fra Kirkefondets Side har mødt det stør

ste Frisind og har kunnet arbejde i fuld Frihed.