228 / 454
Om Menighedslivet vil jeg kun sige, at vi, som holder
af vor lille Kirke, føler, at vi er en
Menighed,
ikke en til
fældig Flok eller en Tilhørerkreds, men en Menighed, der
samles om, hvad Gud har givet os, om Bekendelse og Lov
sang, om Daah og Nadver. Og vi synes, dette præger vore
Gudstjenester trods de ringe Dages smaa Kaar.
Saa har vi ellers omtrent de samme Grene af Menigheds
arbejdet som i andre Sogne. Og det gælder om det, at her
er gjort et trofast Arbejde af vore frivillige Hjælpere, men
at det kun smaat vinder Indgang hos Mennesker. Taknem-
meligst er det at kalde paa Børnene, og hvad vi venter os
meget af, er en Menighedsbørnehave, som nylig er aabnet.
Desværre har den, saavel som flere andre Grene af Arbejdet,
økonomiske Vanskeligheder at kæmpe med. Sligt er vel
uundgaaeligt, naar et Sogn er spændt saa haardt for med
Kirkeindsamling, som vort for Tiden er.
Hvor langt vi naar med vort Arbejde, derom kan del
vist endnu intet siges. Kirken betyder nøgternt set lige saa
lidt i vort Sogn som i det hele i vor By. Men skulde vor
Betydning kun blive den at holde liden brændende paa Al
teret indtil Vækkelsen kommer i Guds Time, saa vilde jeg
alligevel regne det for en Lykke at have faaet Lov til at
tjene i min Fødebys Kirke i mine første Præsteaar.
H. K. Hein,
Præsi ved Hans Tavsens Kirken.
211
Hans Egedes Sogn.
»Hvad gør det, om det regner eller hagler eller sner,
naar bare man er med, hvor noget rigiig herligt sker.«
Og det gør der i en Kirkefondsmenighed, — og ikke
mindst tydeligt i et nyt Sogn med en kirkebyggende Menig
hed, hvor hele Nybegyndelsens Friskhed hviler over Ar
bejdet! Noget rigtig herligt — det sker, Gud være lovet,
ogsaa hos os i Hans Egedes'Sogn. Hvad det ydre angaar, er
der jo sket dette, at
Menighedshuset
, hvis store Sal til Efter -
aaret ventes indviet til Kirke for Sognet, i Vinterens Løb
har rejst sine røde Mure i Vardegade, og at Haandvær-
kerne nu er gaaet i Gang med de indvendige Arbejder. Men
endnu langt herligere er det dog, at Herren ogsaa hos os
har bygget sig et Hus af levende Stene,
en troende Menig
hed,
der flokkes glad og gerne om Ordet og Sakramenterne.
Det er en Menighed med en udpræget Menighedsbevidsthed
og med klar Forstaaelse af sit Ansvar overfor det Sogn,
hvori den er sat til at være Saltet og Lyset. Den er derfor
en
offervillig
Menighed baade med Hensyn til at skaffe de
fornødne Pengemidler, uden hvilke Gerningen jo nu engang