229 / 454
I
2 1 2
\
ikke kan gøres, og ikke mindre med Hensyn til at bringe
Ofre af Tid og Kræfter i en personlig Indsats i Menigheds
arbejdet. Vi Præster (Sognepræst Griinfeld og undertegne
de) fed e r aldrig forgæves om en Haandsrækning; og ofte
behøver vi slet ikke at bede
0111
den, — vore Venner kom
mer selv og tilbyder os den, fordi de med Kærlighedens
Forstaaelse har set, at vi trænger til den. — Arbejdet for
Guds Rige øves ud fra og bæres af
Menighedssamfundet,
der
vokser en stille Vækst, idet der saa at sige Maaned for Maa-
ned føjes nye til, som vil lade sig frelse. Saa arbejdes her
forøvrigt som i de fleste andre københavnske Sogne med
Bladmission (vi har vort eget Søndagsblad, som hver 14.
Dag kommer ind i hvert Hjem i Sognet), Menighedspleje,
Gamlemøder, »Blaa Kors« og »Haabet«, Søndagsskole, K. F.
U. K. og Møder for Drengekonfirmanderne (en første, spæd
Spire til en Iv. F. U. M.), — og saa selvfølgelig Samfunds
moder 2 Gange om Maaneden.
Jo, vist sker der af Guds Naade noget herligt ogsaa hos
os! Lad saa være, at der ogsaa er
Modstand
(vi kan godt
faa en Dør knaldet i paa Næsen!); og lad være, at der er
megen Ligegyldighed og aandelig Vankundighed
blandt Sog
nets Beboere, — vi har dog den Tro, at den Gud, som »viser
sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham« (2.
Krøn. 16, 9), ogsaa vil hjælpe os og lade al Naade tilflyde
os rigeligt, om vi blot vil give os
helt
til ham! Maatte vi saa
fylkes tæt om Jesu Kristi Kors; saa faar vi at opleve, at
ved dette Tegn skal vi sejre!
Sv. Austin Hansen
,
Ordin. Medhjælper i Hans Egedes Sogn.
En Forstadsmenighed.
Der er en mærkelig Forskel paa de Menigheder, der sam
les i den indre Bys store, gamle Kirker, tit om en fremra
gende Prædikant, og de Menigheder, der har hjemme i For
stædernes smaa Kirker. Dér er Folk maaske knap saa vel
klædte, men der raader en egen Stemning dér af hjemlig
Hygge. De, der kender Provinsforhold, eller er vant til
Kirkelivet paa Landet, vil ganske sikkert snarest føle sig dra
get til Gudstjenesten i de smaa Kirker, hvor der ikke altid
samles saa store Skarer, men hvor de fleste kender hinan
den. Det giver en Tryghedsfølelse, som hører til de smaa
Menigheders Fortrin. Det mærkes lettere dér, at det er en
Menighed, som samles, og ikke en Flok enkelte Mennesker,
der tilfældigt er kommen sammesteds hen.
Det er dog ikke blot det indbyrdes Bekendtskab, som
gør Gudstjenesten i de smaa Forstadskirker hjemlig og