230 / 454
213
hyggelig, men først og fremmest den
Menighedsbevidsthed
,
der komjner fra Sammenhold i et fælles Arbejde.
Faa Steder stilles der vel en Menighedskreds saa store
Opgaver som i et Arbejderkvarter, hvis Forbindelse med Kir
ken for de flestes Vedkommende er meget svag, men hvor
man i det store og hele stiller sig velvillig til Kirken. Baade
Søndagsskolearbejdet og Ungdomsarbejdet finder Forstaaelse
i Hjemmene. Den største Vanskelighed er sikkert at skaffe
dem, der kan paatage sig et saadant Arbejde og har Tid der
til. Det er sjældent at se store eller pludselige Resultater, og
der kræves da i høj Grad Tro paa, at Arbejdet skal lykkes
alligevel. Paa mange Maader viser det sig ogsaa, at Menig-'
heden har handlet ret, naar den ikke nøjes med selv at sam
les i Kirken, men, idet den gaar ind under Ansvaret for
dem, der kun er sjældne Kirkegængere, søger at bringe
Evangeliet til dem. De, der oplever flest Opmuntringer og
ser flest Beviser paa, at God virker i det stille og derigennem
velsigner Menighedens og Kirkens Arbejde, er vel Præster
ne, som ved et Sygeleje kan møde Tro, hvor den ikke var
at vente. Det
kan
ske, at et Hjem forvandles, fordi Gud giver
et Menneske Adgang dertil i rette Øjeblik, men ellers ses
Resultaterne mest i den Interesse, som vises Bladmissionen,
og den Tilslutning, som Møder for Mænd har.
Det Arbejde og Ansvar, der hviler paa en Forstadsmenig
hed, kan være stort, ikke mindst, hvis der samtidig skal
samles ind til Kirkebyggeri i Sognet; men næppe vil nogen,
der har hjemme et saadant Sted, ønske at bytte til andre
Forhold. Det fælles Ansvar og Arbejde rummer nemlig en
ganske særlig Velsignelse, og ingen Steder er der maaske saa
lyst et Haab om Fremgang for Guds Rige som netop der,
hvor Forholdene er saa omskiftelige og Arbejdet saa fo r
holdsvis nyt.
Sigfred Sørensen,
Præst i Samuels Sogn.
Fra Krist Kirkens søndre Sogn.
Naar man beder
0111
Penge til en Kirke i et nyt Sogn, op-
lever man mange pudsige Ting, ogsaa mange opmuntiende
Ting. Et Sted traf jeg paa en Kone, som meget modvillig sva
rede, at hendes Mand sikkert ikke vilde give noget til Kir
ken. Jeg foreslog hende at spørge ham om det, hvad hun
ogsaa gjorde. Herved kom jeg til at tale med Manden, og
Enden paa det blev, at han gav 35 Kr.
Et andet Sted fik jeg et Bevis paa, hvad Barnedaab kan
vurderes til i rede Penge. En ung
M o d e r
svarede paa mit
Spørgsmaal, om hun vilde fegne sig for et Bidiag til ir ven.
»Ja, det vil jeg rigtignok; naar man faar sine Børn døbt i